DMI advarer: Stor risiko for skade

Bilister, cyklister og fodgængere bør være forsigtige, når de begiver sig ud i trafikken lørdag morgen.

De fleste danskere vågner lørdag morgen op til en dag med vinterligt vejr med både isslag, sne og snefygning.

Så der er særlig grund til at være ekstra forsigtig, hvis man skal ud at køre lørdag morgen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler således tidligt lørdag om "voldsomt vejr" med let isslag og snefygning i store dele af landet.

- Der er risiko for sne- og isglatte veje i hele landet, lyder prognosen.

Hos Vejdirektoratet følger man trafiksituationen nøje. Klokken lidt over 7.00 var der fortsat ikke sket de store uheld på vejene, forklarer pressevagten til Ekstra Bladet.

- Men det kan være, det kommer senere, når folk vågner lidt mere op, lyder det fra vagtchef Jimi Nyrup, der samtidig har en kraftig opfordring til bilisterne.

- Man kan ikke nødvendigvis se, at der er glat, så det gælder om at køre efter forholdene. Og det vil sige, at det er januar i Danmark og ikke i Florida.

Risiko for stor skade
Risikoen for isslag er størst på Fyn og i Jylland samt på Lolland-Falster og i Kalundborg og Slagelse.

Isslag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge, lyder advarslen fra DMI.

- Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade, oplyser DMI i en meddelelse.

På Fyn og Jylland samt i Nordsjælland er der desuden ventet snefygning lørdag morgen.

Det kan ifølge DMI medføre hurtig lukning af udsatte veje og dannelse af snedriver.

Derudover skal bilister være opmærksomme på, at der er nedsat sigtbarhed på vejene i områder med snefygning.

Lørdag bliver præget af nedbør de fleste steder i landet. Først på dagen falder den som sne over de nordlige og østlige dele af landet. Længere mod syd og vest vil den derimod falde som regn eller slud.

Temperaturerne lørdag lægger sig omkring frysepunktet og når maksimalt op på fem graders varme.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere