DMI advarer: Stormende kuling og vindstød af stormstyrke på vej

Torsdag bliver flere steder i landet ramt af voldsom blæst

Danskerne har endnu ikke rigtig fået smagt på foråret her i marts, der har budt på køligt vejr og en del regn.

Torsdag bliver heller ikke nogen forårsfornøjelse, idet et lavtryk rammer Danmark og giver voldsom blæst i flere regioner.

Det oplyser DMI til Ekstra Bladet.

- Det går ret stærkt. Det begynder med hård kuling og stormende kuling sidst på natten og torsdag morgen, hvor vi også får vindstød af stormstyrke, siger DMI's vagthavende Marianna Patzer.

Det er særligt den nordlige del af landet, der bliver hårdt ramt.

- Det kommer til at ramme ved Jammerbugten i Nordjylland og i området omkring Kattegat. Senere på dagen vil det blive den nordvestlige del af Sjælland ved Kalundborg og Sjællands Odde og ved middagstid rammer det Bornholm, siger Marianne Patzer.

Dermed lader det til at blive en hurtig omgang, der vil være mere eller mindre overstået, når vi når torsdag aften, hvor der endnu kan forventes kraftig blæst, men vindstødene af stormstyrke og den stormende kuling skulle være aftaget.

DMI advarer om forhøjet vandstand ved Vadehavet som det eneste sted i landet. Her når vandstanden lige over 2,40 meter, der er grænsen for varslet, og dermed forventer DMI ikke, at det kommer til at give det store problemer.

Her advarer DMI om voldsomt vejr torsdag. Foto: DMI
Her advarer DMI om voldsomt vejr torsdag. Foto: DMI
 

19 kommentarer
Vis kommentarer