DMI advarer trafikanter: Risiko for tæt tåge

Der er risiko for tæt tåge med sigtbarhed på under 100 meter, oplyser DMI

DMI har her til morgen udsendt et varsel om risiko for tæt tåge med sigtbarhed på under 100 meter i store dele af Jylland.

DMI advarer morgentrafikanterne om at udvise forsigtighed på vejene.

- Der har været en del meldinger om tæt tåge i det nordlige Jylland, og der er risiko for, at det kan påvirke trafikken, siger vagthavende metrolog Mogens Rønnebæk til Ekstra Bladet.

Varslet gælder frem til klokken 09 for områderne Djursland, Århus NV, Silkeborg, Aarhus, Midtjylland, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Skanderborg, Holstebro, Lemvig, Struer, Brønderslev og Hjørring.

DMI oplyser, at tæt tåge kan øge risikoen for trafikuheld. Trafikanterne opfordres derfor til at køre forsigtigt og være opmærksomme på, at transporttiden kan være længere end normalt.

Politi i Nordjylland opfordrer desuden alle i trafikken til at køre med korrekt lygteføring.

- Her til morgen er der meget tåget i Nordjylland. Derfor anbefaler vi alle i trafikken at sætte farten ned, holde god afstand til foran kørende og tage hensyn, lyder det i en melding fra politiet.

Mogens Rønnebæk forklarer, at resten af landet onsdag morgen slipper med dis og en smule regn. Tågen i Jylland skyldes en kombination af fugtigt vejr og lav vind.

- Vi har haft en del fugtig luft og stille vind. Det giver mulighed for tåge, siger den vagthavende metrolog til Ekstra Bladet.

Vand på motorvejen
Natten til onsdag faldt der en del regn i Nordsjælland. Det gav tidligt onsdag morgen en del vand på kørebanen på Lyngbyvej under jernbanebroen ved Ryparken Station, oplyser Københavns Politi.

Resten af dagen kan danskerne se frem til mest skyet vejr med stedvise regnskyl eller byger. Det ser dog ud til at forblive værst i Jylland og de vestlige egne, mens det østlige Danmark kan opleve lidt eller nogen sol i løbet af dagen.

Temperaturerne kommer til at ligge omkring de 14-17 grader og vinden bliver svag.

Det ustadige efterårsvejr ser samtidig ud til at fortsætte torsdag og fredag, mens weekenden ser rimelig interessant ud, hvis man godt kan lide tørt og solrigt vejr.

3 kommentarer
Vis kommentarer