Skal du ud at køre i aften eller i løbet af natten til søndag, så skal du være ekstra varsom.
Det fortæller DMI, som har sendt et varsel ud om tæt tåge i den sydlige del af landet. Særlig Syd- og Sønderjylland bliver hårdt ramt, mens andre steder dog også kan blive ramt.
- Vi har varslet i Syd- og Sønderjylland, og så har vi lavet en risikovarsel for Fyn og den sydlige del af Midtjylland, siger vagtchef hos DMI Thor Hartz.
Advarslen sender de ud, fordi det kan give problemer i trafikken.
- Vores varsel for tæt tåge er defineret som under 100 meter i et større område. Nogle steder har vi målt en sigtbarhed helt ned til 50 meter.
- Så begynder det at være problematisk for trafikanter. Det gør i hvert fald, at man skal være mere opmærksom i trafikken, siger Thor Hartz.
Tågen er varslet helt frem til klokken otte søndag morgen.