DMI: Bliver det vådeste år nogensinde

Ifølge DMI kommer der mere regn i de kommende dage, og dermed kan 2019 blive det vådeste år siden 1874

Ikke nok med, at det kan blive det vådeste år nogensinde - en anden trist rekort kan også blive slået. Her er, hvad DMI sagde om rekordchancerne for en uge siden.

Med 905 millimeter er nedbørsrekorden i Danmark fra 1999 nu tangeret.

Dermed mangler der kun en millimeter, før at 2019 bliver det vådeste år siden 1874, hvor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) startede sine målinger.

- Lige nu har vi tangeret rekorden fra 1999, og vi er tæt på at slå den, idet der blot mangler én millimeter, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI.

Tidligere i år kunne DMI fortælle, at efteråret havde været det vådeste i al den tid, man har registreret nedbør rundt om i landet.

I dette års september, oktober og november nåede det at regne hele 348 millimeter. Det var mere end den hidtidige rekord fra 1967 på 327 millimeter.

Allerede i forbindelse med meldingen om det rekordvåde efterår varslede DMI, at der kunne være udsigt til det vådeste helår, siden registreringen begyndte i 1874.

Nytåret står for døren, så hvis den hidtidige rekord skal overgås, skal det ske i løbet af de næste dage.

Og der er sandsynlighed for, at det kommer til at ske.

- Når vi ser på de kommende dage, ser det overordnet tørt ud. Men når vi når frem til weekenden, er der igen udsigt til, at vi får nogle svage fronter ind fra vest med regn.

- Så når jeg summerer op frem mod nytår, så vil jeg tro, at vi med ret stor sandsynlighed kommer til at slå rekorden, siger Lars Henriksen.

Det er ikke kun nedbørsmæssigt, at året indtil videre har været usædvanligt.

Sommeren i år var således den niende varmeste siden 1874. Det skyldtes især en meget varm periode i slutningen af august.

Ifølge DMI lå middeltemperaturen i sommeren i år på 16,8 grader.

Det var ikke helt nok til at matche den rekordvarme middeltemperatur på 17,7 grader, der var i sommeren 2018 og sommeren 1997.

30 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere