De seneste uger har det været svært at se, at det rent faktisk stadig er sommer - og havde man håbet, at de kølige, regnfulde dage ville blive erstattet af et lunt efterår, så er der dårligt nyt.
I en sæsonprognose for efteråret spår DMI nemlig, at det kun bliver køligere. Til gengæld er der mindre regn og blæst i vente, end vi normalt ser i løbet af efteråret.
- Den nye sæsonprognose peger på, at regntøj og gummirøjsere får flere pauser dette efterår end normalt, skriver DMI's langtidsmeteorolog Mette Tilgaard Zhang.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Køligere end normalt
Flere vejrmodeller peger på, at vejret i oktober vil blive styret af et højtryk eller en højtryksryg vest for De Britiske Øer.
Det blokerer for lavtryk fra vest, men i stedet kan lavtrykkene komme ned over Danmark fra Skandinavien - og det vil medføre køligere temperaturer end dem, der er normalt.
Det er samme lavtryk, der betyder, at vi formentlig også vil få mindre vand. Der kan tilmed også komme perioder med tørt, mildt og stabilt vejr, forudser DMI.
Vi slipper dog ikke helt for regnen og det klassiske, ustadige efterårsvejr.
Samme i november
Det er altid usikkert, når meteorologerne ser så langt ind i fremtiden, men vejrpilen peger på, at ovenstående også kommer til at gøre sig gældende for november, skriver DMI.
- De fleste modeller peger på, at der også i denne måned ligger et blokerende højtryk vest for De Britiske Øer. Derved ligger vi fortsat i en kølig og til tider ustadig nordvestlig strømning, lyder det fra Mette Tilgaard Zhang
- I perioder kan højtryksrygge dog trænge ind over landet med mere roligt og tørt vejr til følge. Derfor ender november sandsynligvis også med temperaturer og nedbørsmængder omkring eller lidt under det normale for måneden.