DMI: Ekstremt heftigt vejr lige nu: Skybrud mange steder

Østdanmark er i øjeblikket ramt af ekstremt heftigt vejr, oplyser DMI.

Foto: DMI
Foto: DMI

- Det bliver lige nu registreret skybrud flere steder - både i Københavnsområdet og sydvest for København, oplyser DMI-meterolog Lars Henriksen til Ekstra Bladet kl. 18.30.

- Det mest voldsomme er i Gadstrup på Sjælland, hvor der er målt hele 19 milimeter regn på 10 minutter. Det er ekstremt voldsomt. Skybrud er, når der falder 15 milimeter på 30 minutter, forklarer han.

Foruden hovedstadsområdet er eksempelvis Roskilde og Viby Sjælland omfattet af det voldsomme vejr.

- Her er der faldet 18-30 milimeter på 30 minutter, siger Lars Henriksen.

- Det her kommer formentlig til at skabe betydelige problemer med oversvømmelser, lyder det fra DMI.

- Det gode er, at uvejret driver lynhurtigt væk. Det er meget kortvarigt. Når det er drevet over, kommer der ikke mere regn foreløbigt, siger Henriksen kl. 18.31.

Klokken 18.48 ringer Ekstra Bladet igen til DMI.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: BYRD/Christian Lynnerup
Foto: BYRD/Christian Lynnerup

- Ja, det gik lynhurtigt, og der kom rigtig meget vand. Det er ovre nu - på Sjælland. Heldigvis. Hvis disse byger havde bevæget sig blot lidt langsommere, kunne der have være kommet meget voldsomme mængder vand, siger Lars Henriksen.

DMI forventer, at bygerne svækkes over Øresund og Østersøen.

- Men Bornholm skal nok få heftige byger alligevel inden for en halv time til tre kvarter.

Fyn var tidligere på torsdagen også ramt af skybrud.