DMI forudser grå og mild efterårsweekend

Den kommende weekend bliver relativt mild for årstiden, fortæller meteorolog Mette Wagner fra DMI

Gråt. Så kort kan det ifølge meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Wagner siges, da hun bliver bedt om at give sit bud på vejret i weekenden.

- Fredag starter vi med en frontpassage, der passerer gennem landet. Det vil sige, at det giver en del regn her i morgen- og formiddagstimerne.

- Så det bliver en grå, våd og diset affære her fra morgenstunden, siger Mette Wagner tidligt fredag morgen.

Temperaturerne fredag vil ligge på mellem fem og ni grader.

Vinden bliver svag til jævn omkring sydøst. I de nordlige egne og på Bornholm kan vinden stedvis blive op til hård, men den aftager i løbet af dagen.

- Det er hele landet, der får regn, og så kommer der efterhånden opklaring fra syd, siger hun.

Mette Wagner tilføjer, at solen sågar kan kigge frem i Syd- og Sønderjylland, Midtjylland og i den sydlige del af Østjylland.

- Det vil dog nok mest blive sådan noget sløret sol, påpeger hun.

Natten til lørdag kommer der igen nogle regnbyger ind over landet især i Jylland.

- Vi kan faktisk slå lørdag og søndag sammen, for de ligner hinanden. I det store og hele kan man sige, at det bliver en grå weekend med skyer, men relativt tørt, siger meteorologen.

Både lørdag og søndag vil temperaturerne også ligge på mellem fem og ni grader.

- Det er relativt mildt for årstiden. Vi nærmer os jo december. Tidligere har der på denne her tid af året ligget sne på jorden, og nu holder vi os trods alt oppe på omkring ni grader, siger Mette Wagner.

Natten til fredag slog efteråret 2019 rekorden som det vådeste efterår nogensinde, siden DMI begyndte at måle i 1874.

Det er rekorden fra 1967 på 327 millimeter i løbet af september, oktober og november, der nu er blevet overgået, bekræfter Mette Wagner tidligt fredag morgen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere