DMI forventer årets første sommerdag

Temperaturen stiger indtil tirsdag i næste uge, der kan vise sig at blive årets første egentlige sommerdag

Nu kan årets første sommerdag være på trapperne. Foto: Thomas Borberg
Nu kan årets første sommerdag være på trapperne. Foto: Thomas Borberg

I den næste lille uges tid kan det være en god idé at finde solcremen frem, når man bevæger sig ud.

Det bliver nemlig varmere og varmere med sol og tørvejr indtil året første sommerdag tirsdag med temperaturer nogle steder over 25 grader.

- Det ser rigtig flot ud de næste dage. Særligt fra weekenden bliver det nærmest sommerligt til og med tirsdag, der ser ud til at blive den allervarmeste dag med svag til let vind i skiftende retninger, fortæller Lars Henriksen, der er vagtchef hos DMI.

I weekenden kan der i perioder komme skyer fra øst og sydøst, men ifølge vagtchefen ligner det nogle skyer, som solen sagtens kan skinne igennem.

- Så generelt tror jeg, at man vil opleve det som ganske flot vejr alle steder.

Da vandtemperaturen stadig er lav, bliver temperaturen ved kysterne også lavere end længere inde på land.

- Særligt østvendte kyster med pålandsvind vil være knap så varme. Og fra onsdag og torsdag i næste uge bliver det en del køligere igen, som det typisk er i Danmark. Så får vi lige en sommerlig periode, og så går det desværre ned ad bakke igen, siger Lars Henriksen.

- Så nu er det frem med solcremen?

- Absolut, det skal man være påpasselig med. Hvis man drøner på stranden nu og er vinterbleg, så går det stærkt.

89 kommentarer
Vis kommentarer