DMI forventer op mod 30 millimeter regn de næste to dage

Ugen begynder drivvådt mandag og tirsdag, men fra onsdag begynder solen så småt at vende tilbage, melder DMI

Ifølge DMI bliver regnen værst i det centrale Jylland mandag og det nordlige Sjælland og Bornholm tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge DMI bliver regnen værst i det centrale Jylland mandag og det nordlige Sjælland og Bornholm tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er med at finde paraplyen frem de næste par dage, hvor der kan falde op mod 30 millimeter regn flere steder i landet.

Det oplyser Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

- I dag (mandag, red.) og i morgen skal et lavtryk passere hen over landet. Det giver nogle dage, hvor det stort set bliver skyet over det hele, mens der også kommer en del regn og risiko for lidt torden flere steder, siger han.

Mandag ser det især ud til, at den centrale del af Jylland fra Aarhus til Ringkøbing bliver drivvåd, men der forventes byger i hele landet.

Tirsdag ligner det, at særligt det nordlige Sjælland samt Bornholm 'står mest for skud i forhold til regnen', siger Klaus Larsen, der forventer en spirende opklaring i det jyske ud på eftermiddagen.

Der kan både mandag og tirsdag falde op til 15 millimeter regn om dagen. DMI har dog ikke nogen varsler ude for skybrud.

- Men vi følger udviklingen løbende, siger Klaus Larsen.

Natten til tirsdag ventes vinden også at tage til, og den kan i løbet af dagen blive frisk til hård. På Bornholm vil der tirsdag eftermiddag endda kunne komme vindstød op til stormstyrke.

- Men herefter begynder vejret straks at blive bedre, siger Klaus Larsen med henvisning til vejret den sidste del af ugen.

Både onsdag og især torsdag og fredag ser nemlig ud til at byde på nogen sol til stort set hele landet, mens de kraftige regnskyl fra starten af ugen udskiftes af enkelte byger hist og her.

Fra torsdag eftermiddag begynder vinden også at aftage igen, så det ligner en ganske pæn optakt til weekenden.

Dagtemperaturerne kommer hele ugen til at ligge omkring 15-19 grader, mens det op natten kan blive ned til ti grader, hvor det bliver koldest.