DMI: Her kan der komme skybrud og torden

Nok engang kan der komme store vandmængder til dele af landet

Ifølge DMI kan vi forvente lidt sol og meget regn i ugens løb-

Selvom kalenderen stadig hævder, at det er sommer, har den seneste tids vejr ikke for alvor givet anledning til længere perioder udendørs, hvor man ikke skal bekymre sig om, hvornår den næste skylle falder.

Og tirsdagen bliver da for store dele af landet heller ikke nogen undtagelse.

DMI har nemlig på ny udsendt en risikomelding om, at der i dele af landet kan forekomme særdeles kraftige byger, som kan udarte sig som skybrud og torden.

Ustabil luft
Tirsdagens melding er gældende for hele den sydligste del af landet og Bornholm, hvilket vil sige at Sydsjælland, størstedelen af Fyn og Sønderjylland er i risikozonen.

- Her i løbet af natten bevæger der sig noget meget fugtig og ustabil luft op over den sydlige del af landet og Bornholm. Så fra sidst på natten kan der blive dannet nogle regnbyger, som efterhånden kan være kraftige og med torden, siger Dan Nilsvall, vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.

De seneste dage har kraftige byger bevæget sig meget hurtigt hen over landet, og derfor er der ikke nødvendigvis faldet så store mængder ad gangen, fordi regnen hurtigt er væk igen. Det ser dog anderledes ud tirsdag.

- Bygerne bevæger sig meget langsomt, så derfor kan der komme meget regn i forbindelse med bygerne, siger meteorologen, der understreger, at der kun er tale om en risiko for, at bygerne bliver så kraftige, at der bliver tale om skybrud, som er 15 mm regn på 30 minutter.

'Kedeligt vejr' fortsætter
Selvom det kun er den sydlige del af landet, der risikerer store mængder regn, skal man ikke bevæge sig for langt væk fra sin paraply i resten af landet i løbet af tirsdagen.

- Der vil også komme byger, men det bliver mere som lokale byger. På Bornholm er det nok skyerne, der kommer til at dominere dagen, men i løbet af dagen vil det klare op vestfra, så der i Sønderjylland vil komme nogen sol i løbet af dagen. Og så vil det også se bedre ud i den østlige del af landet hen mod aftenen, siger Dan Nilsvall.

Hvis man er træt af det uforudsigelige vejr, er der ikke meget trøst at hente hos DMI, der ikke foreløbig kan øjne nogen ende på det ustabile vejr.

- Det her kedelige vejr bliver ved hele resten af ugen. Onsdag ser måske ud til at blive lidt bedre, især østpå, men ellers er det en uge, der er præget af regn og regnbyger. Også i weekenden. Så det er en lidt kedelig vejrtype, siger Dan Nilsvall.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere