DMI: Her ramte skybruddene

De fleste egne af landet slap nådigt for det varslede skybrud, der var dog enkelte steder i landet, der fik meget store vandmængder

Flere steder måtte danskerne bøje sig for regnmasserne. Her bl.a. i Kastrup. (Video: Privatoptagelser)

Der er givetvis ikke så mange, der vågner op til vand i kælderen i dag, som det var frygtet.

DMI havde tirsdag varslet, at der var risiko for skybrud lokalt i de fleste steder af landet, men det slap de fleste danskere nådigt for.

- Der er enkelte steder i landet, hvor der har været skybrud (mere end 15 mm. på en halv time, red), men der er dog flere steder, hvor det har været tæt på. Der har været skybrud på Sydøstfyn og et enkelt sted på Lolland, siger vagthavende meterolog hos DMI, Anja Bodholdt, til Ekstra Bladet.

Meterologen fortæller, at det meste af nedbøren drev østover hen over Østersøen i stedet for at vælte ned over Danmark.

- Det blev ikke helt lige så slemt, som vi havde frygtet, men der faldt alligevel ganske meget regn over det meste af Danmark, siger meterologen fra DMI.

Men selv om vi ikke blev udfordret med enorme mængder vand, viste vejret sig fra en af sine mindre gode sidder på et andet punkt.

Det buldrede og bragede nemlig flere steder i landet. Helt konkret førte lynnedslag til to brande i København på Amager og Istedgade sent tirsdag aften, hvor brandvæsnet måtte rykke ud. Der var dog ingen personer, der kom til skade.

Regnen gled ud over Østersøen, så man bl.a. her på Østerbro slap heldigere end frygtet. (Video: Privatoptagelser)

Sommeren kommer igen
Der kommer ingen gentagelse af det mindre gode vejr onsdag, hvor vejret igen bliver stabiliseret, og vi igen får rigtig pæne temperaturer.

- Der kan komme enkelte byger, men alt i alt bliver det en pæn dag med temperaturer på mellem 18 og 23 grader, siger meterologen, der spår, at det igen bliver dejlige sommertemperaturer de kommende dage.

- Vi får op til 27-28 grader i løbet af dagen, hvor det nok bliver lidt køligere ved kyster med pålandsvind. Så det bliver en rigtig varm dag, og måske også lidt lummert, siger meteorologen om torsdagsvejret.

36 kommentarer
Vis kommentarer