Der er risiko for både en koldere og også en mere tør vinter, end vi plejer at opleve på vore breddegrader.
Det fortæller langtidsmeteorolog Martin Lindberg fra DMI i en ny sæsonprognose.
Og vi kan ifølge langtidsprognosen godt indstille os på at glemme alt om en mild vinter.
Der vil således være perioder med både frost og sne i både december, januar og februar måneder, mens det dog ifølge prognoserne ser ud til at blive mest vinterligt i det nye år.
Martin Lindberg fortæller i sin prognose, at der - ligesom det var tilfældet i sommer - vil være tendens til, at højtryk skabes tæt på Danmark. Om vinteren betyder højtryk ofte koldt vejr. Og derved bliver muligheden for kolde perioder større end normalt.
Det er så til gengæld mere usikkert, hvor meget nedbør der vil falde. Ligesom det også er usikkert, om den bliver våd eller hvid, skriver DMI.
Det kommer til at afhænge af højtrykkets præcise placering.
Januar og februar vil blive kolde med periodevis indslag af lidt lunere vejr. Men alt i alt fortæller Martin Lindberg i sin langtidsprognose, at vi vil komme til at se tilbage på en vinter, som har været til den kolde side.
Det starter allerede i den kommende weekend, hvor temperaturen nærmer sig 0 grader med nogle få varmegrader i dagtimerne og mulighed for nattefrost.