DMI: 'Klam' kombi her til morgen

Mandag byder på op til 22 grader og godt med sol. Men det er med at nyde det gode vejr, mens det er her

Selvom mandage kan være hårde, er der en god grund til at springe ud af sengen på denne mandag.

Vi har nemlig en dejlig varm dag i vente.

- I dag kan vi få op til 22 grader, siger Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Har man følt sig lidt ekstra svedig og klam på vej på arbejde. er der ikke noget at sige til det. Vi har nemlig en ganske fugtig morgen.

- Her til morgen er det lidt diset, og der er også lidt tåge rundt omkring. Men det er hurtigt på vej væk. Så vi har en ganske mild morgen med temperaturer på 12-13 grader. En varm og fugtig morgen.

Der kommer dog lidt skyer og måske en lille byge et par steder i landet. Men ikke så meget, at det gør noget.

- Hovedindtrykket vil være, at vi får en varm og solrig dag uden ret meget vind, siger Erik Hansen.

Regn på vej
Men det er også bare med at komme ud og nyde det varme og tørre vejr, mens det er her. For det kan hurtigt vende.

- Allerede i nat kommer der byger - og de kan faktisk være ganske kraftige.

- Tirsdag får de fleste også byger, men temperaturen vil stadig være høj - omkring 22 grader.

Men senere på ugen er det altså slut med temperaturer over 20 grader.

- Vi får et lille dyk i temperaturen onsdag og torsdag. Det bliver op til 17 grader. Der vil komme byger begge dage, siger Erik Hansen fra DMI.

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere