DMI: Kulderekord på vej

Lave temperaturer og færre solskinstimer. Juli måned kan blive den koldeste i to årtier

Denne juli er præget af lave temperaturer og mindre sol. Foto: Aleksander Klug
Denne juli er præget af lave temperaturer og mindre sol. Foto: Aleksander Klug

Selv med en forventet temperaturstigning i den sidste del af måneden har denne juli kurs mod at blive den koldeste i 22 år.

Det fortæller klimatolog hos DMI Mikael Scharling til Ekstra Bladet.

- Middeltemperaturen målt fra 1. juli til og med i går ligger på sølle 13,9 grader. Det er så koldt, at hvis måneden endte sådan, ville det blive den koldeste juli i 41 år, siger Mikael Scharling.

Højere temperaturer i vente
Men så galt kommer det dog med al sandsynlighed ikke til at gå. Ifølge klimatologen ser det nemlig ud til, at der de kommende par uger kommer et lille løft på temperaturen.

- Tager man udgangspunkt i de målte temperaturer indtil nu samt prognosen for de næste to uger, ender vi nok med en middeltemperatur på mellem 14,7 og 15,0 grader, siger Mikael Scharling.

- Det gør måneden noget bedre, men den vil altså stadig være den koldeste juli i 22 år, fastslår han.

Se også: Her er chancen for sol størst

Færre solskinstimer
Heller ikke solen har danskerne set meget til i denne måned sammenlignet med andre år.

Fra 1. til 16. juli har der således kun været 90,1 solskinstimer, oplyser Mikael Scharling.

- Den 'nye' normal, som er beregnet ud fra perioden 1991 til 2020, lander i nærheden af 230 timers sol for hele juli måned, siger klimatologen.

- Det vil altså sige, at solen indtil nu har skinnet cirka 20 procent under normalen.

Der har heller ikke været en eneste sommerdag i juli indtil videre, påpeger klimatologen.

Vil du vide, hvor du bedst kan nyde godt af den kommende weekends gode vejr? Det kan du læse mere om her.

194 kommentarer
Vis kommentarer