DMI lover fantastisk efterårsvejr: Sol og 20 grader i næste uge

Det grå efterårsvejr bliver kortvarigt erstattet af sol og høje temperaturer i midten af næste uge, melder DMI

I næste uge kan torsdag blive sidste dag, hvor man kan nyde en is i et lunt solvejr. Foto: Finn Frandsen
I næste uge kan torsdag blive sidste dag, hvor man kan nyde en is i et lunt solvejr. Foto: Finn Frandsen

Se vejrudsigten for weekenden i videoen.

Efter en af de bedste somre i mands minde har efterårsvejret for alvor ramt store dele af landet.

Kalenderen siger oktober, og derfor er temperaturerne også så småt ved at ramme et niveau, hvor de fleste har haft den varme jakke ude af skabet. Til gengæld har det sydlige Danmark fredag haft flot og varmt vejr med sol og op til 20 grader.

Det kommer nu til hele landet i midten af næste uge, lover DMI.

Front fra nord
Weekendvejret kommer imidlertid til at minde meget om fredagens vejr, hvor landet stort set har været delt i to. Det fortæller Trine Pedersen, der er vagtchef hos DMI, til Ekstra Bladet.

- Det bliver noget køligere i morgen. Vi får store temperaturforskelle på mellem 8 og 18 grader hvor det bliver koldest i Jylland, mens Lolland og Falster får pænt vejr. Ellers bliver det skyet med lidt regn - et rigtig gråvejr kort sagt.

Natten til søndag passerer en koldfront, som hænger over den sydøstligste del af landet, lyder det videre fra Trine Pedersen.

- Vi får vinden mere nordfra, så det bliver lidt koldere søndag, men op ad eftermiddagen klarer det op, og vi får lidt sol hist og her. Mandag og tirsdag er det stadig skyet og gråvejr især over Nordjylland.

Sol på vej til hele landet
Men så kommer det gode vejr sydfra. Den front, der i ugens begyndelse hænger over landet, bliver nemlig skubbet væk, og derfor bliver der plads til sol og temperaturer, der kan bringe shortsene frem for sidste gang i år.

- Onsdag får vi skubbet den her front, der ligger over den nordlige del af landet, væk. Det åbner op for, at vi kan få varmen op sydfra. Det ser ud til, at de sydlige vinde holder fronterne væk fra os, men om det bliver helt stabilt, er svært at sige. Det ser dog forholdsvis fornuftigt ud, fortæller vagtchefen.

Det er dog langtfra exceptionelt, at vejret bliver så godt i midten af oktober, slår Trine Pedersen fast over for Ekstra Bladet.

- Det er faktisk meget normalt med store temperaturforskelle i efterårsperioden.

Samfund - 5. okt. 2018 - kl. 16:48 Landet deles i to: Sådan bliver weekendvejret hvor du bor

Samfund - 4. okt. 2018 - kl. 15:55 Varm oktober: Her bliver det 20 grader

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere