DMI lover frokostvejr i det grønne: Vindstille og op til 22 grader

Torsdag og fredag i den kommende uge bliver fortræffelige, siger DMI, som dog hæfter et 'men' til prognosen

Det bliver ganske pragtfuldt vejr sidst på ugen. Foto: DMI
Det bliver ganske pragtfuldt vejr sidst på ugen. Foto: DMI

Det bliver et brag af en uge rent vejrmæssigt.

I hvert fald hvis man holder af solskin fra en skyfri himmel, varme og forhold, hvor det næsten ikke blæser.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Henning Gisselø, som især hæfter sig ved torsdag og fredag i den kommende uge, der bliver helt sommerlige.

Grunden til det flotte vejr er, at der er et højtryk i færd med at etablere sig. Det kommer til at ligge lige over Danmark. Og når man er i midten af et højtryk, så har fronter med skyer det med at blive væk.

Altså er der tale om opskriften på skyfrit vejr, høj solskin og vindstille.

- Generelt bliver det nogle flotte dage. Vi skal lige have overstået søndag, og så lader det til, at det bliver lunere. Det kulminerer torsdag og fredag, hvor jeg tror, det blvier varmest om fredagen, siger Henning Gisselø til Ekstra Bladet.

- Men. For der er et men, siger Gisselø videre.

- Der er risiko for havgus ved kysterne. Og det betyder, at der sagtens kan komme et stort temperaturspænd fra kystområder og de centrale egne af landet. Helt op til 10 grader, siger Henning Gisselø.

Det bliver muligt at få luftet både dug og servietter udendørs, hvor der ikke vil være fare for, at det hele blæser væk. Foto: DMI
Det bliver muligt at få luftet både dug og servietter udendørs, hvor der ikke vil være fare for, at det hele blæser væk. Foto: DMI

Havgus og søbrise
Havgus betyder tåge. Og kommer der tåge på grund af det kølige vand, der omgiver os, så vil den lægge sig og brede sig ind over kysterne. Hvis det bare blæser en lille smule, så risikerer tågen også at komme et stykke ind i landet ved kyster med pålandsvind. Ydermere kan en søbrise trække endnu mere havgus ind over land. Og det er der såmænd også risiko for.

Henning Gisselø er dog ganske overbevist om, at der ikke vil komme skyggen af søbrise ind over det centrale Jylland, Fyn og Sjælland. Helt centralt føler Gisselø sig slet ikke i tvivl om, at det bliver fantastisk vejr de steder.

- Det vil være vejr, der egner sig til at indtage frokosten i det grønne. Der vil næsten ikke være en vind, der rører sig. Og hvis jeg strækker mig så langt, jeg kan, vil jeg sige, at der visse steder vil komme op til 22 grader, siger den vagthavende meteorolog videre.

God start
Søndag kommer der en smule regn, og det vil generelt være gråt og diset. Men efter søndag kommer der ikke mere regn ugen igennem, lover DMI. Det vil kun gå fremad indtil næste weekend.

Derefter vil der komme et omslag i vejret igen. Og det vil blive mere køligt.

Grafik: DMI
Grafik: DMI
 

- Men det er en god start på sommeren, der venter, siger Henning Gisselø til Ekstra Bladet.

- Hvis ellers man bare holder sig fra stranden.

36 kommentarer
Vis kommentarer