DMI lover sommervarme og regn

I den østlige del af Danmark kommer solen til at brage igennem i løbet af fredagen, hvor temperaturen kan nå over 20 grader

Thyge Rasmussen fortæller, at der er regn og torden på vej. Video: Kristian Hansen

Fredag kan blive helt sommerlig med op mod 23 grader.

Så klar er meldingen fra Thyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Han fortæller til Ekstra Bladet, at det især er Sjælland, som bliver begunstiget af det varme sommervejr.

- I dag kan vi godt nå helt op på 22-23 grader i den østlige del af landet.

Ifølge DMI er et højtryk over Rusland blevet svækket, og lun luft strømmer op over Danmark fra syd, hvilket giver de mulige 23 grader.

Regn på vej
Efter den varme formiddag kommer der regn til Danmark i løbet af eftermiddagen og aftenen.

- Der er et vejrskifte på vej. Der er regn og torden på vej fra Nordtyskland, som når op til Sønderjylland og Fyn hen ad formiddagen, Østjylland i eftermiddag, og så når det København om aftenen, lyder det fra Thyge Rasmussen.

- Vi skal forvente, at dagen ender temmeligt vådt mange steder, og der kan endda også være torden i det mange steder, fortsætter han. 

Det er især i dele af Jylland, der kan falde en del nedbør sidst på eftermiddagen, siger vagthavende ved DMI.

- Det ser ud til, at det er den sydvestlige del af landet, der bliver hårdest ramt, hvor der godt kan falde 10-15 millimeter. 

Der er også en våd weekend i sigte, oplyser Thyge Rasmussen.

- Det ser ud til, at weekendvejret også bliver præget af regn. Der vil være lidt kig til solen, men temperaturen vil ligge omkring de 15 grader.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere