DMI med kedelig 'trussel': Skidt nyt for sommer-elskere

DMI har udsendt en langtidsprognose, hvor de kommer med et forsigtigt bud på sommervejret

Trods prognoser om en kedelig sommer - så tegner weekenden til at blive fin. Se vejrudsigten for denne uge her

Efter en kølig periode med regn og rusk, ser de kommende dage ud til igen at byde på det vejr, mange har sukket efter hele vinteren, nemlig sol, høje temperaturer og vindstille vejr.

Og hvis man skal tro DMI, varer det pæne vejr ved i omkring en uge.

Sådan lyder meldingen i DMI's seneste måneds- og sæsonprognose.

Her lyder det nemlig, at denne uge slutter med solrigt vejr og temperaturer omkring 20 grader, mens næste uge også lægger ud med det flotte højtryksvejr.

- Midt på ugen kan endnu yderligere lidt varmere luft en overgang strømme op over landet fra syd, og lokalt kan det blive til en sommerdag med over 25 grader, skriver DMI og tilføjer, at chancen er størst i Sønderjylland.

I slutningen af ugen er det imidlertid noget mere usikkert, og der kan det ifølge DMI blive mere skyet og køligt, og der kan i en overgang komme lidt byger.

Efter det lidt køligere vejr ser der igen ud til at være bedring på vej i ugen, der starter med 14. maj. Her ser det nemlig ud til, at der atter venter et højtryk med sol og lune temperaturer, om end der kan passere et par svage koldfronter ind over landet.

Den sidste uge i maj ser ifølge DMI også ud til at kunne blive en flot en af slagsen, men kigger man i DMI's krystalkugle for juni og juli er det ikke de varmeste tendenser, der viser sig lige nu.

Tendens til lavtryk
Selvom det naturligvis endnu er meget usikkert, ser det nemlig ud til, at vi risikerer en kedelig sommer i stil med den, vi havde sidste år, hvor der blandt andet i juli måned ikke var en eneste dag uden regn.

- Prognoserne for juni og juli er meget usikre, men der er tendens til en vestlig strømning med lavtryk og fronter, der passerer landet. Det var den vejrtype, der prægede sommeren 2017, lyder den nedslående melding fra DMI.

Dog åbner de op for en mulighed for, at et højtryk over Østeuropa i perioder kan dominere det danske vejr, så vi også har mulighed for perioder med varmere vejr.

- Sker dette får vi varm luft op over landet fra sydøst, og der er risiko for kraftige byger og torden, tilføjer DMI.

Samlet set forventer DMI lige nu, at årets to første sommermåneder vil byde på temperaturer, der ligger omkring det normale for årstiden, mens at vi på nedbørsfronten kan forvente det samme eller lidt mere end hvad vi normalt får.

116 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere