DMI med nedslående melding: Mere regn og blæst på vej

Det våde vejr fortsætter indtil fredag morgen, lyder det fra DMI

Igen torsdag kan man forvente en del regn over hele landet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Igen torsdag kan man forvente en del regn over hele landet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Torsdag bliver endnu en dag med regn og blæst.

Det oplyser Dansk Meteorologisk Institut. Ifølge DMI skyldes det ustadige vejr et dybt lavtryk ved Island, som sender kedeligt vejr i retning mod Danmark.

Temperaturen bliver mellem en og syv grader. Varmest bliver det langs den jyske vestkyst fra morgenstunden og derefter i hele Jylland.

Anderledes koldt bliver det i det nordlige Sjælland.

Regnen vil ifølge DMI primært falde i Jylland først på dagen, men langsomt sprede sig til resten af landet og bevæge sig østpå.

Vinden vil også tiltage til hård og stedvis op til kuling, lyder det fra vejrtjenesten. 

Fredag bliver mere vekslende. Først på dagen kan man opleve perioder med sol, men ud på eftermiddagen lægger der sig et stort skydække over hele landet.

38 kommentarer
Vis kommentarer