Opdatering: Siden udgivelsen af denne artikel har DMI udsendt et varsel om storm. Læs mere her.
Hvis du synes, det seneste døgn har været blæsende, er det langt fra overstået endnu.
Weekenden kommer nemlig til at byde på mere fra samme skuffe - og måske af den endnu kraftigere slags.
DMI har nemlig udsendt en varsling om, at der er risiko for storm over Danmark lørdag.
Risikomeldingen gælder alle vestvendte kyster for størstedelen af landet, mens der i den sydligste tredjedel fra Varde og Slagelse kommuner og sydover 'blot' er risiko for vindstød af stormstyrke.
Drengenavn med M
DMI-meteorolog Jesper Eriksen oplyser i en kommentar, at baggrunden for meldingen er et kraftigt østgående lavtryk, som tager en bane nord om Danmark, og det er sydsiden af det lavtryk, som kan være yderst blæsende.
Bliver den nuværende risikomelding fra DMI opgraderet til et egentligt varsel om storm, vil stormen samtidig få et navn. Det er første gang siden stormen Laura ramte landet i marts 2020. Følger man DMI's systematik vil den næste storm dermed få et drengenavn, der starter med M.
Ifølge DMI kan de områder, der er berørt af risikomeldingen, risikere storm, hvor middelvinden er 25-26 m/s, mens områderne, hvor der er risiko for vindstød af stormstyrke, kan risikere en middelvind på 20-23 m/s med vindstød på 25-28 m/s.
Blæsevejret kan samtidig medføre forhøjet vandstand, hvilket DMI i givet fald vil varsle om senere, oplyser de.