DMI: Mulighed for strandvejr

Den første halvdel af den kommende uge byder på ustadigt vejr med temperaturer på max 20 grader, men de sommerkølige fornemmelser lakker måske mod enden

Den kommende uge kan man ikke råbe hurra for, men omkring torsdagen vil mildere temperaturer vise sig, og DMI vil ikke afvise, at graderne vil invitere til en dukkert. Foto: Anita Graversen.
Den kommende uge kan man ikke råbe hurra for, men omkring torsdagen vil mildere temperaturer vise sig, og DMI vil ikke afvise, at graderne vil invitere til en dukkert. Foto: Anita Graversen.

Kalenderen viser midt-juli og alligevel giver vejret associationer til tarveligt forårsvejr.

Sådan kommer det til at være lidt endnu, påpeger den vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Et højtryk over De Britiske Øer bevæger sig mod øst og sydøst, og det betyder, at ugen bliver lidt lunere end den forgangne uge. Men fra tirsdag ventes nye fronter at passere landet vestfra med stabilt vejr.

- Søndag kan vi få stedvise byger, der kan ramme det meste af landet. Og ugen kommer også til at bære præg af at være til den kølige side med en koldfront, som kommer natten til tirsdag, siger Erik Hansen fra DMI.

Mandag vil helt efter bogen være lidt af en øv-dag, da en vestlig vind blæser hårdt ind, der dog aftager og bliver let til friskt.

De mange skyer vil influere på temperaturerne, der ikke smyger sig op over 20 grader. Især i Nordjylland vil det være muligt med en hel regnvejrsdag, men ellers går Danmark mere eller mindre fri.

Endelig sker der noget fra torsdagen, hvor skyerne vil forekomme pletvist, hvilket vil få grader til at bevæge sig opad, da et højtryk vil nærme sig fra vest.

- Det kan godt være, at man kan hoppe i vandet, og det ligner strandvejr, men der vil være kuling omkring kysterne. Omkring 22-24 grader kan vi nå op på, når ugen lakker mod enden, siger Erik Hansen.

41 kommentarer
Vis kommentarer