DMI: Nu bliver det snart varmt igen

Det danske vejr har været præget af lokale skybrud og vind de seneste dage, men varmen vender snart tilbage

DMI melder om oplagte muligheder for at besøge stranden allerede fra onsdag. Foto: Finn Frandsen
DMI melder om oplagte muligheder for at besøge stranden allerede fra onsdag. Foto: Finn Frandsen

Vejr-optimisterne er blevet testet i de seneste dage.

Danskerne har ikke fået de køligste temperaturer, men dage med lokale skybrud og vind har afbrudt fornemmelsen af sommerens lune.

Det skal dog snart være forbi. Hele landet kan se frem til bedre vejr allerede om få dage. 

- Det vil generelt blive køligt i dag og i morgen, men fra onsdag vender varmen tilbage, siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog hos DMI.

Temperaturerne landet over ventes at holde sig mellem et niveau på 20 til 23 grader med solskin.

Paraplyen har været mere eller mindre fast inventar i rygsækken hos den forsigtige dansker, men det ser ud til, at man med mere ro i maven kan lade den blive hjemme.

- Vi ser ud til at gå en uge i møde uden de store mængder nedbør, som vi tidligere har set. Ugen skulle blive fri for lokale skybrud, siger Bolette Brødsgaard.

Vi kommer ikke igennem ugen uden lette og spredte byger, men det vil være til den overkommelige side.

Weekenden lader også til at holde lunt inden sommerferierne ebber ud landet over for skolebørnene. Der er derfor god mulighed for at tage en tur på stranden i det gode vejr, inden ferien er forbi.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

René Fredensborg anmeldte tidligere på sommeren sommerlivet i Københavns Havn, hvor folk lystigt bryder reglerne, så snart solen titter frem.