DMI: Nu kommer der meget vand

Hele landet risikerer større mængder vand i løbet af onsdagen

Onsdagen bliver særdeles våd, hvis man skal tro DMI. Arkivfoto: Anthon Unger
Onsdagen bliver særdeles våd, hvis man skal tro DMI. Arkivfoto: Anthon Unger

- Når vi når hen til onsdag aften, vil der nok ikke være nogen, der ikke har fået noget regn. Nogen vil så nok mene, de har fået rigeligt, mens andre har fået knap så meget.

Sådan lyder det fra DMI's vagthavende meteorolog, Frank Nielsen, over for Ekstra Bladet.

Han har netop udsendt en risikomelding for hele landet med undtagelse af Bornholm, idet der i løbet af onsdagen kan falde det, der betegnes som kraftig regn - det vil sige mellem 25 og 35 mm regn.

- Der er et lavtrykssystem, som lige nu ligger over Sydengland, og som når til Nordsøen i morgen tidlig og stille og roligt bevæger sig ind over landet derefter. Det vil blæse op, og så vil der komme et udbredt regnområde ind over landet, siger han.

Falder over nogle timer
Han fortæller, at regnen vil starte stille, hvorefter regnen bliver kraftigere i løbet af formiddagstimerne mod vest. I løbet af eftermiddagen vil regnen så også ramme hovedstadsområdet.

- Regnen vil ikke bare falde på én gang, men den vil falde over nogle timer, siger Frank Nielsen om baggrunden for, at der er risiko for kraftig regn og ikke skybrud.

Han fortæller, at det endnu er svært at sige, præcis hvor de kraftigste regnskyl vil ramme, men det bliver formentlig værst i den nordlige og nordøstlige del af Jylland.

- I løbet af aftenen kan vi forhåbentlig sige det mere præcist, så vi ved, om vi skal skrue op til et decideret varsel nogen steder, eller om risikomeldingen skal finjusteres, siger han.

Han fortæller, at regnvejret er starten på et større vejrskifte, hvor vi bevæger os mod lidt lavere temperaturer den kommende tid.