DMI: Oktober bliver den tørreste i 43 år

Ikke siden 1972 er der faldet så lidt regn i oktober måned som i år

Selvom det ikke er alle dage, der har set ud som denne, har vejret budt på væsentligt mindre regn end de sidste mange år. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)
Selvom det ikke er alle dage, der har set ud som denne, har vejret budt på væsentligt mindre regn end de sidste mange år. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)

Selvom oktober måned for mange i særligt den sydlige og østlige del af landet har virket grå og trist, er det ingenting i forhold til, hvad vi normalt er ude for.

Det viser en gennemgang af årets oktobervejr sammenlignet med tidligere år foretaget af DMI.

Således er der indtil videre kun faldet 29 millimeter regn indtil videre i oktober i år, og det peger mod en lille rekord.

- Med de prognoser, som ligger ude nu, så vurderer jeg, at der falder omkring 1,5 millimeter nedbør i resten af måneden. Det betyder, at vi kommer op i nærheden af 30,5 millimeter i alt. Det vil i givet fald være den tørreste oktober siden 1972, hvor der faldt 16 millimeter, siger klimatolog John Cappelen til DMI's hjemmeside.

Mens nordjyderne sidste efterår blev ramt af voldsomme regnmængder, der betød oversvømmelser flere steder, er de i hvert fald i oktober sluppet nådigt. Det er nemlig i det nordlige Jylland samt det nordlige Sjælland samt det nordligste Fyn, der er faldet mindst regn, mens det er i de sydøstlige egne af landsdelene, at der har været mest brug for regntøjet i oktober i år.

Med de forventede 30,5 millimeter er der fortsat et stykke ned til den rekorden. I oktober 1922 blev der nemlig målt blot 12 millimeter regn på landsplan.

I den modsatte ende af skalaen ligger oktober i 1967, som med sine 177 millimeter er den vådeste måned, der nogensinde er blevet målt i landet.

12 kommentarer
Vis kommentarer