Det er så romantisk at kigge ud juleaften, se snefnuggene falde mod den hvide jord, mens stearinlysene luner i vindueskarmen.
Sådan bliver det dog formentligt ikke i år, for om en uge er det jul, og der er stadig for varmt til, at en ordentlig hvid dyne kan holdes i live på jorden.
Sådan lyder det mere eller mindre fra DMI, som Ekstra Bladet har talt med lørdag eftermiddag.
- Prognoserne er meget, meget usikre. Men det lader til at blive gråt og blæsende i juledagene, siger Janne Hansen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.
Man skal derfor være meget heldig, hvis der falder et snefnug i juledagene.
Blæst og rusk
Selvom Janne Hansen endnu ikke er vild med at slå noget fast om juledagene, siger hun, at det virkelig ser ud, som om der kommer noget mere blæst, end der er nu.
- Og der skal man jo holde øje med broerne, hvis man skal krydse dem. Men igen: Man skal ikke lægge for meget i det på nuværende tidspunkt, siger meteorologen.
Til gengæld kan vi de kommende dage se frem til mere stille dage med varme vestfra.
- Det bliver meget gråt, diset og mildt. Der kommer varme ind fra vest, og derfor vil der være et par temperaturer varmere i Vestjylland end på Østsjælland og Bornholm, siger Janne Hansen.
Temperaturerne kommer søndag til at placere sig mellem en og syv grader.
Gråt i gråt
Søndagens vejr kommer til at gå igen mandag og tirsdag, hvor der også bliver meget gråt.
- Der er et højtryk over Centraleuropa, og når der er det om vinteren, så sker der ikke så meget i vejret herhjemme, for om vinteren giver det gråt og kedeligt vejr, siger Janne Hansen fra DMI.
Mandag og tirsdag lægger temperaturerne sig omkring en og seks grader, og vinden bliver let til frisk fra en sydlig retning.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.