DMI om juledagene: Sådan rammer sneen og gråvejret

Vi får en smule sne og slud, før lunere og gråligt vejr trækker ind over landet

I dagene op til jul bliver vejret det, de voksne kalder for ’godt transportvejr’, og det børnene kalder for ’dårligt vejr’. Vi skal nemlig ikke forvente hvid jul, men regn og gråvejr. Det fortæller vagthavende meteorolog Bolette Brødgaard om vejret op mod juleaften.

Meget tidligt søndag kan der dog falde en smule sne eller slud flere steder i landet, da et lavtryk fra Sverige bevæger sig ind over Kattegat. Her trækker det kulde med ind over landet til søndagen.

-  Det er ikke, fordi der er meget nedbør i det. Det vil formentlig komme som sludbyger, som kan ramme Djursland, Himmerland, Vendsyssel og Nordsjælland, siger Bolette Brødsgaard.

Skifter igen
Søndagen bliver kold og flot, og så er det med at komme ud og nyde den blå himmel, før vejret skifter. Natten til mandag kommer varmen nemlig ind over os igen – og den bliver hele ugen. Måske skal pelsen måske slet ikke i brug i løbet af de første par dage, da vi får temperaturer på helt op til 8-10 grader.

- Vi kan godt nå at få sne og slud natten til mandag efter den kolde søndag. Men så går det altså over i regn, og så står den på gråvejr og skyer, siger den vagthavende meteorolog.

(Foto: Lasse Kofod Gonzales/Polfoto)
(Foto: Lasse Kofod Gonzales/Polfoto)

Våd jul
Til de håbefuld børn og voksne, vil meldingen fra DMI nok punktere håbet for en hvid jul.

- Jeg synes, at sandsynligheden er ganske lille for noget hvidt til julen. Det ser stadigvæk varmt ud. Det kan godt være, at der kommer lidt hvidt lillejuleaften, hvis der kommer byger. Der kommer nemlig lige kort noget kulde ind over os, før det bliver varmt igen, siger Bolette Brødsgaard.

Det betyder, at vejrguderne er med de mange mennesker, som skal ud at køre juleaftensdag.

- Det bliver godt kørevejr 24. december med regn og blæst. Det bliver en våd og varm jul.

14 kommentarer
Vis kommentarer