DMI opgraderer: Her kan det blive voldsomt vejr

Store dele af Sjælland kan blive ramt af torden og skybrud

Paraplyen og regntøjet må efterhånden være pakket godt væk efter denne historisk varme maj.

Men nu kan du godt begynde at lede efter det igen. I hvert fald hvis du bor i den nordøstlige del af Sjælland og i København.

DMI har netop udsendt en varsel om risiko for skybrud, og det kan ende i heftige byger med kraftig torden mellem 13 og 20.

- Prognoserne svinger meget, men lige nu ser de ud til, at der kommer byger ind over landet fra Sverige. Der er størst risiko for skybrud fra Roskilde og ind mod København, siger vagthavende meteorolog Trine Pedersen til Ekstra Bladet.

Og hvis bygerne ender med at indtage Danmark, så kan andre steder også se frem til en lille skyller.

- Hvis bygerne kommer, så vil de formentlig også drive ned mod Vestsjælland og den sydøstlige del af Fyn, men der er de nok faldet lidt i styrke, siger Trine Pedersen til Ekstra Bladet.

Ifølge meteorologen vil resten af landet dog gå fri, og især den vestlige del af Jylland kan se frem til en flot dag med sol, tørt vejr og temperaturer på mellem 22 og 27 grader.

Et skybrud er defineret ved, at der skal falde minimum 15 millimeter regn på 30 minutter.

Ifølge DMI medfører torden fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg. Mens skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed.

Lidt efter klokken 11 opgraderer varslet. DMI forventer nu, at store dele af Sjælland vil blive ramt af skybrud og torden.

'Torden medfører fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg,' skriver DMI på sin hjemmeside.

'Skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed,' fortsætter de.

Også Fyn, Nordvestsjælland og Lolland-Falster er i risikozonen for at blive ramt.

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere