DMI: Pas på og følg med i vejrudsigten de kommende timer

Kraftig regn og torden på vej. Risiko for skybrud torsdag formiddag

Der er risiko for kraftig regn og torden torsdag. Muligvis skybrud. Foto: René Schütze
Der er risiko for kraftig regn og torden torsdag. Muligvis skybrud. Foto: René Schütze

Det lader til at blive et ejendommeligt vejr torsdag i Danmark. Det meddeler DMI, som i de seneste prognoser onsdag aften taler om både risiko for kraftig regn og også torden, som rammer i løbet af torsdag formiddag.

Faktisk tyder det ifølge de seneste meldinger på, at der kan komme op til 24 millimeter regn inden for seks timer. Lokalt op til 15 millimeter på 30 minutter. Og det får vagthavende meteorolog Dan Nilsval til at advare danskerne.

- Pas på og følg med i vejrudsigterne de kommende timer. Jeg sidder lige nu og afventer de helt friske tal. Noget tyder på, at vi kan blive ramt af et kraftigt regnvejr i løbet af torsdag formiddag, siger Dan Nilsval til Ekstra Bladet.

- Det er muligt, at vi sender et risikovarsel ud senere i aften, fortsætter han.

Morgendagens vejr bliver formentlig ejendommeligt, fordi der vil være stor forskel på både temperaturer og vejrlig i øvrigt hen over landet. Solen vil formentlig ikke komme til at spille så stor rolle nogen steder - den vil muligvis skimte frem i de nordlige egne og på Bornholm i løbet af formiddagen - men ellers vil det være skyet.

Lunt mod syd
Og på trods af den manglende sol vil der alligevel blive ganske lunt. I de sydlige egne op til 28 grader, mens temperaturen mod nord formentlig ikke vil overstige 18 grader.

Det er netop de store temperaturforskelle lokalt, som giver mulighed for at kæmpe tordenskrald.

Onsdag slog briterne varmerekord i juni i Heathrow lufthavn ved London, hvor termometeret nåede 33,9 grader, da det var varmest. Ikke siden 1976 er der blevet målt så høj en temperatur. På den anden side af de britiske øer ligger en koldfront. Det er den front, som vil ramme Danmark natten til fredag. Inden da kommer regnvejret, som ifølge Dan Nilsval kan få karakter af skybrud.

- Varmfronten, som briterne mærkede i dag, rammer Danmark torsdag morgen, hvor der kan opstå kraftig regn og muligvis skybrud, siger Dan Nilsval.

Det er usikkert, hvor længe tordenvejret vil vare. Der er størst chance for at opleve torden og skybrud i Sønderjylland, på Fyn, på de sydfynske øer, på Langeland, i Sydsjælland, på Lolland-Falster og på Møn.

Efter weekenden bliver vejret mere stabilt, om end en anelse køligere, end vi har haft det de seneste dage. Det bliver formentlig ikke varmere end 20 grader og med risiko for byger.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere