DMI: Så langt væk er foråret

Det forventede isdøgn lørdag er afblæst. Det bliver dog stadig koldt og foråret er ikke lige rundt om hjørnet

Danmark får alligevel ikke det andet isdøgn i marts måned.

Det fortæller DMI nu.

- Vi forventer ikke, at der kommer isdøgn på lørdag, siger Trine Pedersen, der er meteorolog hos DMI.

Et isdøgn forudsætter, at temperaturen i hele landet er under frysepunktet i et helt døgn.

Og ved kysterne kommer der plusgrader.

- Havets temperatur er ikke under frysepunktet, så den vind, der blæser ind over kysterne er en lille smule varmere, siger hun.

Stadig koldt
Selvom vi ikke får isdøgn, kan vi stadig se frem til en kold weekend.

- Vi regner med, at det bliver 1-2 grader ved kysterne. Længere inde i landet forventer vi 1-2 frostgrader, siger Trine Pedersen.

På grund af den vind, vi får i weekenden, kan det dog komme til at føles endnu koldere.

- Vi får en frisk vind, så det kommer til at føles som omkring -7 grader, siger hun.

Hvis man synes, det føles koldere torsdag end dagene før, er der også noget om det, selvom termometeret ikke viser det.

- I dag ligger vi omkring frysepunktet eller et par graders frost, det er nogenlunde det samme som i går, men det blæser en del, så det føles koldere.

Foråret lader vente på sig
Glæder man sig til at smide vintertøjet og nyde solens stråler, skal man væbne sig med tålmodighed. Foråret kommer nemlig ikke i marts.

- Det bliver nok en forårsklassiker med, at det kommer snigende stille og roligt i løbet af april, siger Trine Pedersen.

Temperaturerne resten af marts kan dog godt snige sig op på to-cifret.

- Hvis vi er heldige, kan vi få ti grader, men det kan hurtigt blive koldt igen, siger hun.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere