DMI slukker vinteren: Nu får vi varmt forår

Vinteren lukket og slukket: Der kommer formentligt heller ikke så megen regn, som der plejer, forudser DMI

Arkivfoto: Helle Arensbak
Arkivfoto: Helle Arensbak

Her er onsdagens glade nyhed fra DMI:

Vinteren er stort set aflyst. Fra nu af går vi ikke blot mod lysere tider. Vi får også et dejligt varmt forår - måske med lidt mindre regn end vi er vant til.

DMI har netop offentliggjort deres forårsprognose - og det er en lækker-bidsken for alle andre end notoriske ski- og skøjteløbere.

Selv om vi stadig godt kan få kulde om natten - og glat føre i de tidlige morgentimer - så vil solen hurtigt gøre kål på kulden.

Et højtryk vil dominere første halvdel af marts. I perioder, hvor højtryk ligger over Nordøsteuropa, får vi en nordlig eller nordøstlig strømning af ret kold luft. Det kan give nattefrost ned til omkring minus 5-10 grader, forudser DMI.

Solens stråler hjælper
Men dagtemperaturen kommer til gengæld - med solens livgivende hjælp - op mellem 2 og 5 grader, og vi har ret gode chancer for sol. I perioder, hvor højtrykket ligger nærmere Danmark, bliver vinden svag, og dagtemperaturen kan nå op omkring 10 grader, lyder det fra DMI.

I anden halvdel af marts befinder et højtryk sig over Europa. Dermed følger de dybere, atlantiske lavtryk nordlige baner op over Island og Norskehavet. Det giver os overvejende milde vinde fra mellem syd og vest. I perioder kommer ret svage fronter ind over Danmark fra vest med regn, men mest i små mængder.

Som helhed ser marts ud at ende 1 til 2 grader mildere end de seneste år.

Kun lidt regn
Både april og maj ser ud at blive lidt varmere end normalt -  omkring 1 grad over tiårsnormalen.

De fronter, som passerer landet, er typisk svage og medbringer kun let regn, så den samlede nedbørsmængde ser ud at ende noget under normalen, som er 37 mm i april og 53 mm i maj, lyder prognosen fra DMI.

'Mild vinter giver mildt forår'
- Der er naturligvis en vis usikkerhed forbundet med prognoser, som rækker 1-3 måneder frem. Men det er ret normalt, at vi efter en mild vinter også får et mildt forår. Det vil være usandsynligt med rigtigt vintervejr nu, siger vagthavende meteorolog Olaf Mathiasen til Ekstra Bladet.

Det er computerudregninger, som bliver brugt til at lave forårs-prognosen hos DMI.

- Når vi er så langt henne i februar, så vil vinteren få virkelig svært ved at bide sig fast. Solen får mere og mere magt og tingene er jo slet ikke kølet ned i forvejen. Så de fleste vil nok få glæde af et tidligt forår, fastslår Olaf Mathiassen overfor Ekstra Bladet.

- Ikke kun vi mennesker - men også rotter, skadedyr og insekter - vil få glæde af den milde vinter og gode forår, siger meteorologen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere