Konfirmationer er for mange lig med vindblæste telte og terrasevarmere.
Men på denne Kristi Himmelfartsdag kan landets mange konfirmander prise sig lykkelige, for det bliver i hvert fald ikke vejret, der ødelægger den hellige fest.
Der bliver nemlig tid til sol og knap så meget vind.
- Generelt er der svag til jævn vind fra nordvest, og det er aftagende. Så konfirmanderne derude skal nok få en fin dag, siger Marie Timm, vagthavende meteorolog hos DMI.
Dermed er der ingen grund til bekymring, hvis man har telt i haven.
- Så skal man være så uheldig, at nogen falder over en teltsnor, for vejret bør ikke få nogen betydning eller give de store problemer i dag, siger Marie Timm.
Hun oplyser, at der bliver god tid til solen i dag, så solcreme er måske ikke den værste ide.
- Generelt vil jeg sige, at hvis man har følsom hud, så skal man tage solcreme på. Solen har jo lidt magt. Jeg er en lys pige, så jeg vil tage solcreme på.
De fleste steder i landet kan man forvente mellem 14 og 17 grader, mens det ved kysterne nok nærmere vil hedde mellem 10 og 14 grader.
DMI forventer, at det bliver varmest i den østlige del af landet.