DMI udvider varsel: Her vil regnen også vælte ned

Heftigt regnvejr bevæger sig stille og roligt mod øst, så det er de færreste der ser ud til at gå fri

Hør meget mere her - sådan bliver vejret for resten af ugen.

Siden sent onsdag aften har et gevaldigt regnvejr væltet ned over landet.

Regnen startede i det vestlige Jylland og har stille og roligt bevæget sig mod øst med store regnmængder til følge.

Udsigten til de store mængder vand fik onsdag DMI til at udsende et varsel om kraftig regn, der kunne blive ledsaget af torden, for store dele af Jylland, Fyn og det nordvestlige Sjælland.

Men torsdag formiddag har DMI ændret det varsel til at omfatte hele Vestsjælland, dele af Sydsjælland samt det vestlige Lolland. Samtidig er der risiko for kraftig regn og torden i hele Midt- og Østsjælland og Hovedstadsområdet.

- Det regner rigtig kraftigt omkring Storebælt nu, og der vil det så ligge resten af dagen til omkring klokken 20-21 i aften med varierende intensitet, siger Steen Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

Regnen har allerede ramt Sjælland, men det kan altså fortsætte med høj intensitet resten af dagen, så der samlet set kan falde op mod 50 millimeter regn i løbet af hele døgnet. Særligt i det nordvestlige Sjælland, kan der falde meget høje mængder regn, lyder det fra DMI.

- I løbet af hele døgnet kan de godt få, hvad der svarer til en halv måneds nedbør, siger meteorologen.

Hvor meget regn der kommer til resten af Sjælland er fortsat lidt uvist.

- Hvor meget regnvejret svækkes, når det kommer længere østpå, er endnu lidt usikkert. Men der kunne være en risiko for, at der kunne komme noget kraftigt regn på den østlige del af Sjælland, siger Steen Rasmussen.

Dermed ser store dele af landet ud til at få en kraftig skylle, omend Bornholm fortsat ser ud til at slippe for de helt store mængder.

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere