DMI uenig med de store: Sommeren bliver ikke dårlig!

Internationale vejrtjenester forudser en koldere sommer end normalt. DMI er ikke enig

Hvis man skal tro DMI, bliver der rig mulighed for at nyde det danske sommervejr. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Hvis man skal tro DMI, bliver der rig mulighed for at nyde det danske sommervejr. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

Bliver det en sommer med masser af sol og varme, eller byder den mest på store mængder regn, blæst og skyer?

Det er et tema, der måske optager flere danskere, end de lige er villige til at indrømme, og mange vil derfor gerne have et svar så hurtigt som muligt.

Sådan et svar kom tirsdag, hvor to af verdens største vejrtjenester kom med deres bud på sommervejret, og her var det for danske tilhængere af sol og strand nedslående nyt.

Således berettede begge tjenester om en sommer, der ser ud til at blive koldere end normalt.

Se også: Verdens største meteorologiske institutter: Sådan bliver den danske sommer

'Spekulationer'
Men nu er der måske alligevel godt nyt at hente.

Den danske vejrtjeneste DMI er nemlig ikke enig med de store udenlandske kollegaer.

- Jeg kalder det ikke for prognoser, jeg kalder det for spekulationer. For man spekulerer i, at mindre is i Arktis resulterer i en større kontrast mellem kulden på Nordpolen og varmen længere sydpå, siger Martin Lindberg, energimeteorolog hos DMI.

Han fortæller, at kontrasten så skulle resultere i en svagere jetstrøm og dermed blokeringer og stilstand i vejret.

- Men det kan så sagtens betyde, at vi får højtryksblokering over Skandinavien og tørt og solrigt vejr. Til gengæld bliver det måske ikke så varmt, så 'kun' 20 til 25 grader, griner meteorologen.

Ikke 40 grader
I de internationale forudsigelser af vejret bliver termen 'lack of heat' benyttet for vejret over Skandinavien, altså 'mangel på varme'. Det skal man dog ikke tolke som at det bliver decideret køligt, mener Martin Lindberg.

- Det kan betyde, at den utroligt høje varme, man får over Middelhavet, altså omkring 40 grader, ikke når op til os. Jeg tolker det i hvert fald ikke som at vi får en kølig sommer, siger han.

- De prognoser, jeg har set på, peger mere på en normal temperatur for juni, juli og august i forhold til de seneste ti-tyve år, og sammenligner man med den gamle klimanormal for 1960-1990, så bliver det varmere, siger Martin Lindberg.

Han fortæller endda, at det lige nu ser ud til, at det bliver varmere end normalt i juni, på trods af at måneden ikke starter så overbevisende.

- Det vil være ret ustabilt i starten af juni, hvilket vi mærker allerede nu, og det vil det også være i næste uge, fortæller han.

Stabilt i slutningen af måneden
Vejret i resten af måneden afhænger dog af, hvor et lavtryksområde vest for Danmark bevæger sig hen.

- Det er et spørgsmål om, hvor langt østpå lavtrykket kommer. Der er flere prognoser, som har lavtrykket inde ved Skotland og Nordsøen, og betyder, at vi får regnbyger og ikke så høje temperaturer.

- Men rykker det lidt længere vestpå, som andre prognoser har, bliver det betydeligt varmere, siger Martin Lindberg.

Han fortæller, at vi sandsynligvis allerede i slutningen af næste uge kan få et par varme dage, om end vi må vente lidt på flere dage med varmt vejr.

- I Sankt Hans-ugen bliver det lidt mere stabilt, og der kan vi få mere vedvarende højtryk. Så sandsynligheden for mere varme og tørt vejr bliver øget, efterhånden som måneden skrider frem.

Alt i alt tyder prognoserne på, at juni bliver en grad eller mere varmere end normalt.

- Det ser også ud til, at det bliver lidt varmere og mere tørt end normalt i juli, mens det bliver lidt dårligere vejr i august, men det er rene spekulationer, for jeg synes ikke, prognoserne har givet noget tydeligt signal, siger energimeteorologen.

42 kommentarer
Vis kommentarer