DMI varsler farligt vejr: Voldsom regn på vej

Fredag kommer sandsynligvis til at byde på meget store mængder regn på Sjælland

Arkivfoto: Rumle Skafte
Arkivfoto: Rumle Skafte

Efter nogle dage med solrigt vejr og pæne temperaturer for årstiden, vender vejret for alvor fredag.

Her venter der især for sjællænderne formentlig en særdeles våd omgang.

Det fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen fra DMI.

- Som det ser ud nu, forventer vi, at der på Sjælland kommer mellem 30 og 50 mm regn i løbet af dagen. Lokalt kan vi godt komme over 50 mm, siger han til Ekstra Bladet.

DMI har derfor udsendt et varsel, der gælder hele Sjælland med undtagelse af de vestligste kommuner. Varslet er i kategori 2, der betegnes som 'farligt vejr'.

Af varslet fremgår det, at de forventer, at der i løbet dagen kan komme mellem 30 og 70 millimeter regn - nogle steder måske mere.

- Det er en voldsom hændelse, hvis vi ender med over 50 millimeter, siger Jesper Eriksen.

Kan blive med torden
Generelt kommer det især på Sjælland til at stå på regn hele dagen, som til tider vil opleves som voldsomt. Nedbøren kan desuden være ledsaget af torden.

- Det bliver det, vi kalder bygeagtig regn. Det vil sige, at der kommer til at komme nedbør i rigtig lang tid men med skiftende intensitet. Så det kan godt lokalt komme til at føles skybrudsagtigt i korte perioder. Uanset hvad skal man i hvert fald have regntøj på i morgen på store dele af Sjælland, siger meteorologen.

Hvor der præcis kommer mest regn er uvist, men det er særligt den østlige del af Sjælland, der risikerer større vandmængder.

- Det skyldes et lavtryk, som er dannet på grænsen mellem Tyskland og Polen, og lige nu ser det ud til at ramme det østlige Sjælland. Men der er også nogle prognoser, der viser, at det rammer i Østersøen og Sydsverige. Det skal kun rykke sig 50 kilometer, før det er sydsvenskerne, det går ud over, siger Jesper Eriksen.

Nordjylland kan også få varsel
Generelt kommer der i løbet af dagen regn eller byger i det meste af landet, og i Nordjylland kan det også ende med at blive voldsomt.

- Det er muligt, vi også kommer til at varsle for Nordjylland, men det bliver i så fald sidst på dagen, siger meteorologen.

51 kommentarer
Vis kommentarer