DMI varsler: Her kan der komme vindstød af stormstyrke tirsdag

Selvom kalenderen er et godt stykke inde i april, bliver tirsdagen en blæsende omgang

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Selvom det reelt er halvanden måned siden, at vi sagde farvel til årets sidste vintermåned, har de vinterlige vejrtendenser endnu ikke sluppet taget i landet.

Således byder den kommende weekend på risiko for slud, og allerede tirsdag er der udsigt til en vejrform, der mest sender tankerne hen på efterår eller vinter.

Se også: Forår på standby: Vintervejr kommer retur

Landet bliver nemlig ramt af et solidt blæsevejr, hvor særligt det nordvestlige Jylland kan få kraftige vindstød, som i tidsrummet mellem midnat og klokken 12 kan blive af stormstyrke.

- Det er i forbindelse med et relativt kraftigt lavtryk, som kommer oppe fra i nærheden af Færøerne, og som kommer ind over det sydlige Norge og ind i Skagerak. Og det gør, at vi kan få vinden op på vindstød af stormstyrke, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

- De er vant til det
Vinden ventes at blive kraftigst langs kysten nord for Thyborøn samt i det meste af Vendsyssel.

- Det kommer til at blæse en del, men det udvikler sig ikke til en decideret storm, og der er ikke rigtig nogen fare, men det er lidt sent på sæsonen at have et så kraftigt vindfelt, siger han.

- Men det værste kommer der, hvor det blæser mest altid, så de er jo vant til det, siger meteorologen.

Resten af landet kommer dog heller ikke til at slippe for den kraftige forårsbrise.

- Der kan også komme nogle kraftige vindstød, så det er selvfølgelig ikke særlig rart at cykle i, siger Frank Nielsen.

Temperaturen kommer landet over til at ligge omkring 10 grader, men blæsten kan også godt nuppe forårsfølelsen de fleste steder.

- Man vil tydeligt kunne mærke en forskel. Når det er 10 grader, vindstille og solen skinner, synes man nærmest det er sommer, hvorimod det kan føles som vinter, når det blæser meget, siger den vagthavende meteorolog.

Ifølge DMI's kuldeindeks vil det ved 10 grader og en vindhastighed på 16 meter i sekundet føles som -3 grader.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere