DMI varsler om voldsomme skybrud

I første omgang bliver Sjælland ramt, og efterfølgende vil uvejret bevæge sig hen over Jylland

Seneste skybrud over Nordsjælland kom 19. august tidligere på året. Video: Jan Sommer, Byrd, Local Eyes

I løbet af fredagen vil store dele af Danmark få massive mængder regn.

DMI varsler fredag morgen således kraftig regn og lokale skybrud i særligt den østlige del af landet, som kan se frem til 'farligt vejr' ifølge varslet.

- Det bliver sjaskvådt for at sige det mildt, siger Dan Nilsvall, der er vagtchef hos DMI.

Han fortæller, at man på Sjælland godt kan forberede sig på, at uvejret kan føre til problemer.

- Kældre kan blive oversvømmet på Sjælland, og måske kan også åer svømme over enkelte steder i løbet af dagen.

Uvejret forventes først at ramme Lolland og Bornholm. Her gælder varslet fra klokken 9, mens Sjælland skal forvente kraftig regn og lokale skybrud mellem klokken 11 og 19.

Derudover skal jyderne forberede sig på uvejr i på Djursland, i Vendsyssel, på Læsø, i Randers, i Rebild og omkring Mariager Fjord fra klokken 14.

Der er tale om en kategori 2-varsel, hvilket ifølge DMI betyder 'farligt vejr'. Kraftig regn er defineret ved mere end 24 mm på 6 timer, og dette kriterium ventes flere steder at blive overskredet.

Henad aftenen og i løbet af natten vil uvejret bevæge sig nord på. Først henover Anholt og Læsø og efterfølgende dele af Nordjylland.

Vagtchefen forventer at uvejret vil fortsætte helt frem til lørdag morgen.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi advarer man ligeledes om farligt vejr på Twitter.

Se video fra tidligere skybrud i løbet af sommeren:

81 kommentarer
Vis kommentarer