DMI: - Vi er i gang med årets varmeste dag

Der er blevet målt 12,5 grader på Bornholm onsdag morgen og det er årets hidtil højeste temperatur. Eftermiddagen og weekenden kan blive endnu varmere

Bornholm har året hidtil varmeste dag med 12,5 grader målt onsdag morgen. Foto: Jens Dresling
Bornholm har året hidtil varmeste dag med 12,5 grader målt onsdag morgen. Foto: Jens Dresling

De danskere, der er trætte af sne, slud og kulde, kan roligt få armene op og vinterstøvlerne af.

I dag, onsdag, er nemlig årets hidtil varmeste dag, med 12,5 grader målt på solskinsøen Bornholm onsdag morgen.

Det skriver DMI på Twitter.

Det er dog ikke kun Bornholmerne, der har fået højere temperaturer.

- Vi forventer op til 13 grader i næsten hele landet i eftermiddag, især i Københavnsområdet, siger Martin Lindberg.

Bor man i Nordvestjylland, skal man dog ikke glæde sig for meget.

- I Nordvestjylland bliver det ikke mere end ti grader.

17 grader i weekenden
De næste par dage bliver lidt koldere med temperaturer op til ti grader, men det betyder ikke, at det gode vejr var en engangsforestilling.

- Jeg synes godt, vi kan begynde at glæde os til foråret. Nu får vi nogle gode dage med pæne temperaturer, siger han.

Man kan, ifølge meteorologen, roligt finde solbrillerne frem til weekenden.

- Weekenden bliver rigtig pæn. Vi får temperaturer op til 17 grader og solskin, siger Martin Lindberg.

De høje temperaturer betyder dog ikke, at sommeren kommer med et.

- I næste uge bliver det lidt koldere, men stadig sol og tørt vejr. Så sommeren er her ikke helt endnu, siger han.

Varmest i København
Tirsdag eftermiddag kan DMI fortælle, at det er 13,8 grader i København. Man skal helt tilbage til 26. oktober sidste år for at finde højere temperaturer.