Dna fra undertrykt folkeslag i Kina brugt i dansk forskning

Det bør rejse et "rødt flag", at danske forskere har anvendt dna-prøver af uighurer, mener Kina-analytiker

Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt genmateriale fra 324 medlemmer af det undertrykte muslimske folkeslag uighurerne i Kina.

Det skriver Jyllands-Posten.

Uighurerne er et muslimsk mindretal i den vestlige kinesiske Xinjiang-provins. De udsættes for omfattende overvågning af det kinesiske styre.

I internationale forskningsmiljøer er der bekymring for, om blodprøver fra uighurer er blevet afgivet frivilligt og med samtykke.

Derfor er flere videnskabelige artikler trukket tilbage eller underkastet nærmere undersøgelse.

Af samme grund bør det rejse et 'rødt flag', at danske forskere har anvendt dna-prøver af uighurer. Det mener Maya Wang, som er Kina-analytiker hos den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch.

- Jeg mener, at det helt klart bør undersøges i Danmark, hvordan disse dna-prøver er blevet tilvejebragt, siger hun til Jyllands-Posten.

Projektet foregik i 2017, da forskerne ved hjælp af genmaterialet undersøgte et produkt fra den amerikanske biotech-gigant Thermo Fisher.

De kom frem til, at produktet var velegnet til blandt andet at lave 'komplekse slægtskabsanalyser' af uighurer ud fra deres dna.

Netop Thermo Fisher stoppede sidste år med salg til Kina, efter kritik af at dets udstyr blev anvendt til kontroversiel dna-baseret overvågning og registrering af uighurer.

Af projektet fremgår det, at uighurerne har afgivet samtykke. Men det er uvist hvordan.

Den ledende forsker på projektet, professor Niels Morling fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, siger, at de danske regler er overholdt, og at man har stolet på samarbejdspartnere i Kina.

En person, der selv er uighurer, tog ifølge Morling alle eller en del af prøverne og bragte dem til Danmark.

Niels Morling har flere forbindelser til Kina. Blandt andet har han ifølge et cv fra 2012 været rådgivende ekspert for Ministeriet for Offentlig Sikkerhed i Kina.

Han har 'ingen kommentarer' til Kinas undertrykkelse af uighurerne. Men han anser det for relevant at have kontakt til Kina, som han kalder 'den store spiller' på området.

- Hvis man vil øge retssikkerheden og forbedre de retsgenetiske undersøgelser, må man jo hjælpe dem, siger han til Jyllands-Posten.

Prodekanen for forskning, Mogens Holst Nissen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, oplyser, at han nu har bedt om en redegørelse i sagen.

Op mod en million uighur-muslimer i Xinjiang er over de seneste år blevet sendt i såkaldte genopdragelseslejre, hvor de skal afstå islam og lære at elske fædrelandet.

22 kommentarer
Vis kommentarer