Dobbelt op: Nu bliver Nanna og Camilla superstudenter

De to veninder Nanna Bertin og Camilla Rose brager begge ud af HTX med et snit over 12

De to HTX-veninder Camilla (til venstre) og Nanna bliver tirsdag begge to studenter med gennemsnit over 12. (PRIVATFOTO)
De to HTX-veninder Camilla (til venstre) og Nanna bliver tirsdag begge to studenter med gennemsnit over 12. (PRIVATFOTO)

De er så småt begyndt at vise sig i gadebilledet, og om få dage er det nærmest ikke muligt at træde uden for en dør, uden at støde på dem - unge, glade mennesker, der netop har fået sat studenterhuen på hovedet som det synlige bevis på, at to eller tre års skolegang er vel overstået.

To af dem, der tirsdag kan slutte sig til flokken af nybagte studenter, er de to Horsens-veninder Nanna Bertin og Camilla Rose på 18 år.

Når de kommer ud fra den sidste eksamen sammen, er der god grund til at smile lidt ekstra. De bliver nemlig vaskeægte superstudenter, der begge sprænger karakterskalaen med deres gennemsnit. Camilla med et snit på 12,8 og Nanna med et snit på hele 13,3.

- Det er hårdt at se på alle de andre, der allerede er blevet studenter lige nu. Så der er lidt sommerfugle i maven, siger Camilla Rose til Ekstra Bladet.

De to veninder har brugt mandagen sammen på at forberede sig til deres fælles eksamen, hvor de skal op for at forsvare et projekt, de har haft tre måneder til at skrive.

- Vi har styr på, hvad vi vil sige, og vi har øvet fremlæggelsen, men vi mangler lige det sidste i at få øvet det helt igennem, siger Nanna Bertin, som dog ligesom Camilla er overbevist om, at det nok skal gå godt til eksamen.

Se også: Maja scorede 12-tal efter 12-tal: Her er hun i dag

Enkelte ridser i lakken
Selvom de to kommende studiner er strøget igennem de fleste fag med rene 12-taller, kommer der dog også til at være 10-taller på eksamensbeviserne.

- Jeg er for eksempel ikke særlig god til engelsk, så jeg måtte se i øjnene, at jeg kunne få et 10-tal der. Men det handler jo også om at få lært noget, så det handler ikke kun om karakteren, siger Nanna, der i alt har fået tre 10-taller.

- Der er smuttet en dansk skriftlig til et 10-tal. Men vi er også HTX'ere, så dansk og alt det der humanistiske pjat, det er ikke lige os, griner hun, inden Camilla indskyder:

- Den fik jeg 12 i!

- Ja, selvfølgelig gjorde du det, griner Nanna.

De to veninder indrømmer da også, at der er blevet lidt venskabeligt konkurrence imellem dem.

- En smule har der vel altid været. Man vil jo gerne være den bedste. Men jeg synes, vi har været gode til at udnytte hinandens kompetencer og ligesom få det bedste ud af det, siger Nanna.

Tirsdag bliver der ekstra god grund til at smile, når både Nanna og Camilla er blevet udstyret med en studenterhue. (PRIVATFOTO)
Tirsdag bliver der ekstra god grund til at smile, når både Nanna og Camilla er blevet udstyret med en studenterhue. (PRIVATFOTO)
 

Højt snit som mål
De to pigers gennemsnit er i princippet ens, men fordi Nanna har haft et ekstra fag på A-niveau i forhold til Camilla, må hun gange snittet yderligere.

De fortæller, at de fra starten har haft en plan om, hvad de vil læse, og det har derfor også haft en betydning for arbejdsindsatsen i forhold til at få et højt gennemsnit.

- Vi har begge to været meget klar på, hvad ville læse fra starten, og det krævede jo et højt snit. Men samtidig har det også været det med at lære, der har været i fokus, siger Nanna, der forventer at læse medicin.

Camilla har planer om at læse veterinærmedicin, der sidste år krævede et snit på 11 på Københavns Universitet. For hende har det også handlet om at kunne være sin egen indsats bekendt.

- Jeg har altid været meget perfektionistisk med mit arbejde. Hvis man kan gøre det bedre, så er 'godt' ikke godt nok, siger Camilla.

På trods af det høje gennemsnit, har der dog også været tid til andre ting ved siden af, eksempelvis to år med elitefodbold for Nannas vedkommende.

- Det gælder bare om at prioritere, så der også er tid til at være social. Og det har der været - en gang imellem, griner Camilla.

Fotos: Linda Johansen/PRIVATFOTO/PRIVATFOTO Tilbageblik Tidligere superstudenter: Her er de i dag

Student trods diskusprolapser
For Nanna er der også en særlig historie bag studenterhuen, som hun har måttet kæmpe for ved siden af, at hun har forsøgt at komme sig over to diskusprolapser, der ramte i midten af 2.g.

- Jeg spillede for meget fodbold, og så kom jeg til skade med min ryg. Så jeg har stået op siden december i 2.g, forklarer hun.

I Nannas hue står der derfor 'Jeg klarede det til et "stående" bifald' med henvisning til, at hun siden midten af 2.g har stået op til undervisning og eksaminer.

- Det har bestemt ikke gjort det sjovere eller lettere, men det nytter jo heller ikke noget at give op, siger Nanna.

De to kommende superstudenter træder ind i eksamenslokalet på Learnmark Gymnasium HTX klokken 14 tirsdag, og efter planen kan de tage huerne på og tage hul på studenterlivet klokken 15.

Derfor kan man sprænge karakterskalaen

Selvom den højeste karakter, man kan få ved en eksamen, er 12, kan det godt lade sig gøre at ende med et karaktergennemsnit, der er højere.

Hvis man har ét fag på A-niveau mere end påkrævet, kan man gange sit snit med 1,03, mens man kan gange sit snit med 1,06, hvis man har to A-fag mere end det påkrævede.

Derudover kan man gange sit snit med 1,08, hvis man starter på en videregående uddannelse inden for to år.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere