Død rotte fundet hos ægproducent

- Hygiejnen hos ægpakkeriet var så ringe, at vi vurderer, at det potentielt kan være farligt for forbrugerne at spise æggene, lyder det fra tilsynsførende

Fødevarestyrelsen har lukket 'Landsby æg' i Hobro efter et ualmindeligt klamt fund.

Hos ægpakkeriet har man nemlig fundet en død rotte samt rottelort.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Hygiejnen hos ægpakkeriet var så ringe, at vi vurderer, at det potentielt kan være farligt for forbrugerne at spise æggene. Derfor vil vi opfordre forbrugere, som har æg stående i køleskabet, til at tjekke, om de stammer fra 'Landsby æg', siger Henrik Larsen, tilsynsførende i Fødevarestyrelsens Rejsehold.

Desuden var der bidemærker fra rotter på papbakker. Den døde rotte blev fundet under en palle med æggeemballage.

Æggene er både solgt via detailbutikker og direkte til forbrugere via stalddørssalg hos ægpakkeriet i Hobro, lyder det i pressemeddelelsen.

'Søg læge'
Har man spist æg fra 'Landsby æg' og udvist sygdomstegn opfordres det til, at man henvender sig til egen læge.

Hos 'Landsby æg' har man fået et forbud mod at sælge æg, indtil Fødevarestyrelsen ophæver forbuddet.

'Landsby æg' får derudover en bøde for markedsføring af farlige fødevarer.

Har man købt æggene, skal man smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra 'Landsby Æg'.

Tidligere i problemer
Tilbage i februar var Fødevarestyrelsen forbi. I indledningen står der således:

'Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.'

Og besøget, der varede tre timer og et kvarter, var heller ikke uden anmærkninger:

'Kølerum, pakkeri samt områder der opbevares emballage i, fremstår med støv, spindelvæv og sand.'

Ved besøget kunne 'Landsby æg' heller ikke redegøre tilstrækkeligt, hvor 15.000 æg fordelt på fire paller kom fra.

125 kommentarer
Vis kommentarer