Dødbringende hesteherpes i udbrud

Smitsom herpesvirus skaber frygt blandt danske hesteejere. Tre heste er døde og endnu flere syge

Feber, luftvejsproblemer og lammelser, der til sidst bliver dødbringende, kan være den dystre udsigt for de heste, der bliver ramt af den smitsomme herpesvirus.

Sygdommen, der er ufarlig for mennesker, er brudt ud på Fyn, hvor tre heste foreløbigt er døde. På Dalumgaard Ridecenter ved Odense har to heste mistet livet, mens fem andre er ramt af lammelser.

Det skriver DR Syd.

- Det er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er berider og har selvfølgelig set heste dø på forskellige måder gennem årene, men det her er rigtig voldsomt, fortæller Jon D. Pedersen, der er daglig leder på Dalumgaard Ridecenter.

Ifølge Jon D. Pedersen viste sygdommen sig ved, at hestene først havde svært ved at styre bagpartiet. Herefter mistede de kræfterne, faldt til jorden og kunne ikke komme op igen. Til sidst blev hestene totalt lammede. Virussen angriber nemlig rygsøjlen og går ud i forpartiet, så hesten heller kan løfte halsen, fortæller Jon D. Pedersen.

- Jeg troede først, den havde brækket halsen eller var væltet i stalden, men der var ingen brud, der kunne forklare årsagen, siger han til DR Syd.

I den sydlige del af landet bliver udbruddet fulgt tæt af dyrlæge Gregers Høilund-Carlsen fra Dyrehospitalet Gråsten og Sønderborg. Han frygter ikke umiddelbart, at det vil sprede sig til Jylland.

- Sygdommen smitter ikke fra Fyn til Jylland. Den smitter kun ved direkte kontakt. Og det er ikke noget, der breder sig som en epidemi og angriber halvdelen af hestene herhjemme, siger han.

Gregers Høilund-Carlsen understreger, at der findes flere typer hesteherpes, men at det her er den såkaldte herpesvirus 1, der rammer hestene med svære og ofte dødbringende lammelser.

- Hvis bare hestene kan holde sig på benene, klarer de sig. Men når først de ligger ned, kommer de ikke op igen, siger han.

Ifølge Gregers Høilund-Carlsen kan hesteejere vaccinere deres dyr mod herpesvirus 1, men vaccinen beskytter ikke fuldstændig.

Udbruddet på Fyn har fået hesteejere i resten af landet til at frygte for den smitsomme herpesvirus. Det kan også aflæses på Facebook, hvor gruppen ’Hesteherpes virus 2018’ på få dage har fået over 7.500 medlemmer. Her holder de hinanden orienterede om seneste nyt, erfaringer på området og hvilke stævner, der bliver aflyst som følge af sygdommen.

I Aabenraa Rideklub i Sønderjylland har underviser Torben Christensen besluttet at slå koldt vandt i blodet, så længe sygdommen kun er konstateret på Fyn.

- Som situationen er nu tager vi det roligt, men vi følger selvfølgelig de almindelige forholdsregler og undgår at tage vores heste med til områder, hvor der er smittefare, siger han.

På Dalumgaard Ridecenter er et planlagt stævne blevet aflyst. Imens forsøger daglig leder Jon D. Pedersen at komme sig over tabet af sine heste. Nu handler det om at få de fem, der har lammelser, på højkant igen.

- Jeg er ved at undersøge, hvordan man kan genoptræne dem. Der findes neurologer, som måske kan hjælpe, men i første omgang er det eneste, vi kan gøre, at tage dem ud og gå. Men de kan kun gå nogle få trin, for de bliver hurtigt trætte, siger han.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere