Et tilfælde af den dødelige og smitsomme Marburgvirus er for første gang blevet påvist i Vestafrika.
Det skriver NTB og AFP.
Patienten, der var smittet med virusset, har mistet livet i Guinea i byen Guéckédougou.
Marburgvirus er beslægtet med Ebola og har en dødelighed på op til 80-90 procent.
Virusset er sjældent, men er forekommet flere steder i Afrika i løbet af de seneste 50 år.
Det blev første gang beskrevet i 1967, hvor kontakt med inficerede forsøgsaber importeret fra Uganda forårsagede syv dødsfald blandt laboratoriepersonale i Tyskland og eks-Jugoslavien ifølge sundhed.dk.
I 1975, 1980 og 1987 var der mindre registrerede udbrud i Afrika.
Men virusset brød igen ud i 1998-2000 i DRCongo, hvor 125 mistede livet. I 2004 og 2005 mistede 227 livet med virusset i Angola, og senest blev virusset fundet i Uganda, hvor der blev registreret 15 dødsfald.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om, at virusset må stoppes.
- Risikoen for, at Marburgvirus spreder sig vidt og bredt, betyder, at vi må stoppe det på vejen, siger Matshidiso Moeti, regional direktør for WHO i Afrika.
Myndighederne i Guinea foretager nu smitteopsporing, og samtidig sættes en oplysningskampagne i gang for at sprede kendskabet til sygdommen og standse smitten.
WHO-eksperter er allerede ankommet til landet for at bidrage til at få smitten stoppet.
Marburgvirus smitter mennesker via en flagermusart, og spreder sig derefter mellem mennesker gennem direkte kontakt med kropsvæsker.
Det er bare to måneder siden, at WHO erklærede Ebola-udbruddet i Guinea, som begyndte sidste år, for afsluttet.