Dødsattester afslører reelt omfang af engelsk coronakrise

Ifølge britisk statistikbank er det reelle dødstal i England og Wales 41 procent højere end officielle tal

I Storbritannien kan flere end 23.000 personer med coronavirus være døde, hvillket er markant flere end, hvad regeringens officielle tal angiver. (Arkivfoto). Foto: Peter Nicholls/Reuters
I Storbritannien kan flere end 23.000 personer med coronavirus være døde, hvillket er markant flere end, hvad regeringens officielle tal angiver. (Arkivfoto). Foto: Peter Nicholls/Reuters

I England og Wales er dødstallet i forbindelse med coronavirus 41 procent højere end regeringens daglige opgørelser.

Det fremgår af en opgørelse fra den britiske statistikbank ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Office of National Statistics (ONS) var der registreret 13.121 coronarelaterede dødsfald i England og Wales frem til den 10. april.

Ifølge regeringens opgørelser var der på samme tidspunkt 'kun' registreret 9288 dødsfald blandt coronapatienter.

Forskellen skyldes, at de officielle opgørelser, der bliver offentliggjort af regeringen, kun omfatter dødsfald på hospitaler.

ONS' opgørelser omfatter også dødsfald i samfundet, heriblandt på hospice, plejehjem og andet.

Ifølge ONS kan coronavirus tilsyneladende tilskrives en stor stigning i dødstallene på de engelske plejehjem.

- På plejehjemmene ser vi nu dobbelt så mange dødsfald - af alle dødsårsager - som vi gjorde to uger forinden, siger Nick Stripe, statistiker ved ONS, til BBC.

ONS har lavet opgørelsen på baggrund af alle dødsattester i England og Wales, hvor sygdommen Covid-19, som forårsages af coronavirus, er nævnt.

I opgørelsen fremgår det, at en tredjedel af alle dødsfald, der blev registreret i ugen frem til 19. april, var coronarelateret i England og Wales.

England og Wales står for langt hovedparten af alle coronarelaterede dødsfald i Storbritannien.

Ifølge seneste opgørelse er der registreret 16.509 dødsfald blandt coronapatienter i hele Storbritannien. Dette tal omfatter kun dødsfald på hospitaler.

Hvis det reelle niveau er 41 procent højere, svarer det til, at flere end 23.000 er døde med coronavirus i Storbritannien.

Ifølge Reuters er forskellen mellem ONS' data og regeringens opgørelser dog blevet mindre uge for uge.

På den daglige pressebriefing tirsdag aften nedtoner sundhedsminister Matt Hancock forskellen i tallene.

- Jeg har set dette tal på 40 procent og spurgte teamet om det, inden jeg kom her, og det er ikke en præcis repræsentation af de tal, siger ministeren.

Han forklarer ifølge Reuters, at data fra ONS bliver 'målt på en anden måde'.

101 kommentarer
Vis kommentarer