Dødsensfarlige fund på norske strande

Myndighederne advarer: Rør for alt i verden ikke ved de ekstremt giftige ampuller

Ampullerne indeholder blandt andet den farlige blåsyregift.
Foto: Hurum Brannvesen
Ampullerne indeholder blandt andet den farlige blåsyregift. Foto: Hurum Brannvesen

De norske myndigheder advarer nu befolkningen mod dødeligt giftige ampuller, der er dukket op på norske strande omkring Oslofjorden.

Ampullerne indeholder blandt andet den farlige blåsyregift.

En familie på strandtur fandt for nylig disse ampuller, da de samlede affald ved strandkanten i Vestfold, skriver Tønsberg Blad.

Og nu melder NRK om lignende fund på to forskellige strande i Tofte By i Buskerud, skriver p4.no.

Hurum Brandvæsen går nu ud og advarer befolkningen mod fundene, eftersom de tror, at flere vil dukke op henover foråret og sommeren. Og de er meget giftige.

- De er blevet fundet af folk, der nu er begyndt at bruge strandene her igen efter vinteren, siger brandchefen i Hurum, Nils Georg Nordskag til NRK.

Lammelse af åndedrættet
- Det er vigtigt, at du ikke rører ampullen, hvis du finder en. Beholderne indeholder forskellige kemikalier afhængigt af, hvad ampullerne blev fremstillet til at opdage. Alle er giftige, men den farligste ampul er mærket med to grønne ringe og indeholder kaliumcyanid.

Stoffet giver øjeblikkelig lammelse af åndedrættet. Et indtag på 50 mg kan betyde døden. En ampul indeholder ca. 80 mg, skriver Hurum Brannvesen på Facebook.

Finder du en ampul, bør du trække dig væk og kontakte politiet eller brandvæsenet.
- Hele og ubeskyttede ampuller udgør ikke en sundhedsfare, men ampullerne kan være i dårlig stand, og indholdet kan lække let. I hænderne på uvidende, for eksempel børn, kan de forårsage betydelig skade.

Brugt i 2. verdenskrig

Giftampullerne skulle have været brugt af tyskerne under anden verdenskrig til at måle om der fandtes gas i bygningerne. Ingen ved, hvor mange ampuller der findes langs kysten.

- Efter krigen blev udstyret dumpet i havet. I dag, mere end 70 år senere, findes de giftige ampuller fra 2. verdenskrig på strande rundt omkring i landet, står der i Facebook-opslaget, som er udarbejdet i samarbejde med Forsvarets Forskningsinstitut i Norge.

 

1 af 4 Indholdet i ampullerne er ekstremt giftigt. Foto: Hurum Brannvesen
2 af 4 Chef for Brandvæsenet i Hurum, Nils Georg Nordskag Foto: Hurum Brannvesen
3 af 4 Her ses de forskellige giftampuller og deres indhold. Foto: Hurum Brannvesen
4 af 4 Ampullerne indeholder blandt andet den farlige blåsyregift. Foto: Hurum Brannvesen