Dødsfald undersøges og patienter indkaldes efter it-fejl

Der gik fire måneder, fra en alvorlig it-fejl i regioner blev indrapporteret, til problemet blev løst

Region Hovedstaden og Region Sjælland undersøger, om patienter døde eller tog skade som følge af it-fejl.

Det skriver DR P4 København på baggrund af aktindsigt.

Undersøgelserne kommer, efter at regionerne 25. oktober rettede en fejl i det udskældte it-system Sundhedsplatformen, som på bare et halvt år havde ført til, at der stod forkerte doseringer på 4103 pilleglas og æsker.

Indtil videre ved regionerne, at fem patienter har taget forbigående skade af fejldoseringer, mens 303 patienter skal til undersøgelse, så man kan få vished for, om de har taget skade af fejlmedicinering.

Hos Overlægeforeningen vil man nu have undersøgt hele Sundhedsplatformen for fejl.

- Nu bliver man simpelthen nødt til at sætte turbo på at rette fejlene, sådan at vi kan få tillid til, at Sundhedsplatformen understøtter opgaven, vi har i sundhedsvæsenet, som er at hjælpe folk og behandle dem, i modsætning til at være til fare for deres sundhed, siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen, til DR P4 København.

Den alvorlige it-fejl blev indrapporteret, næsten fire måneder før problemet blev løst.

Og det langstrakte forløb bliver bare endnu mere problematisk af, at fejlen kan have ført til patienters død. Det siger vicedirektør for patientorganisationen Danske Patienter Annette Wandel.

- Det gør det endnu mere alvorligt, at man har fejlvurderet, hvordan man skulle reagere på den her fejl, siger hun.

Det er i alt 24 dødsfald, som Region Hovedstaden og Sjælland er i gang med at undersøge.

I Region Sjælland havde man 15. november undersøgt og frikendt fem af otte dødsfald, mens Region Hovedstaden havde frikendt syv af 16 dødsfald.

Regionsrådsformand i Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) fortæller, at de stadig mangler de sidste undersøgelser, men det ser ud til, at der ikke er sket dødsfald i regionen på grund af it-fejlen:

- Vi har kontaktet mere end 99 procent af de omkring 3000 berørte recepter, hvor der har været fejl på vores medicinlabels. Der er ikke blevet konstateret dødsfald eller alvorlige skader. På den baggrund forventer vi heller ikke, at der bliver fundet yderligere.

- Men det er klart, at det er alvorligt, fordi fejlen blev indrapporteret i juli, men først endeligt rettet i oktober. Vi er nu i gang med at undersøge, hvordan der kunne gå fire måneder, hvor man ikke vidste, hvad fejlen skyldtes, siger hun til Ritzau.

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere