Dødstallet stiger: 15 døde i europæiske oversvømmelser

De seneste ugers massive nedbør i blandt andet Tyskland og Frankrig har nu kostet 15 mennesker livet

Se nogle af de vilde optagelser fra Paris' oversvømmelser her (Video: AP)

Befinder du dig i de oversvømmede områder, eller ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Ekstreme vandmasser har de seneste dage hærget og oversvømmet større dele af Tyskland og Frankrig. Senest er også Østrig, Holland og Polen blevet ramt af oversvømmelserne.

Dødstallet er nu oppe på 15 personer, som angiveligt skulle være 10 personer fra Sydtyskland, to personer fra Frankrig, to personer fra Rumænien, og en person fra Belgien.

Tre af de omkomne var tyske kvinder, der på grund af de høje vandstande var fanget i deres kælder.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC.

Ifølge franske meteorologer vil det fortsætte med at regne i Frankrig de næste par dage (Foto: AP).
Ifølge franske meteorologer vil det fortsætte med at regne i Frankrig de næste par dage (Foto: AP).

Flere byer i Sydtyskland er blevet ødelagt, og tusindvis af personer har været nødt til at forlade deres hjem. Derudover har over 25.000 husstande mistet elektriciteten.

Se også: Mens vi sveder, svømmer Europa i vand

Vandstanden i den parisiske flod Seinen er steget til seks meter, og ifølge BBC har Francois Hollande udtalt, at det voldsomme vejr skyldes et stort miljøproblem, der er en global udfordring.

Seinen går blandt andet forbi Hôtel des Invalides, Orsay-museet og en metro-linje, som alle er blevet lukket af myndighederne. Derudover har de franske myndigheder sat hegn op langs Seinen, og flere af de parisiske broer er blevet lukket. Også de mange turistbåde er blevet forbudt at sejle på floden.

De ansatte på Louvre er allerede begyndt at sikre nogle af museets værdifulde værker (Foto: AP).
De ansatte på Louvre er allerede begyndt at sikre nogle af museets værdifulde værker (Foto: AP).
 

Torsdag besluttede de franske myndigheder sig for at lukke det berømte museum Louvre i hjertet af Paris, da de ansatte skal have mulighed for at evakuere de værdifulde værker, hvis vandmasserne skulle ramme museet.

Australske Fara Pelarek er i disse dage i den franske hovedstad, og hun er overrasket over at se, hvor meget vandstanden er steget i Seinen.

- Jeg kan huske, at jeg gik der før (ved Seinen før vandmasserne, red.), og der gik det meget fint. På en måde er det her jo naturen, der tager over, fortæller hun ifølge AP.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

(Træk i slidet for at se forskellen).

Sikkerhedsarbejdere har samtidig evakueret husstande i byen Nemours, der ligger 80 kilometer syd for Paris. Byen skulle angiveligt være det område i Frankrig, der er hårdest ramt.

Både beredskabet og militæret har hjulpet indbyggerne i sikkerhed (Foto: AP).
Både beredskabet og militæret har hjulpet indbyggerne i sikkerhed (Foto: AP).
 

Flere af de omkomne personer døde i det sydlige Tyskland, og ifølge AP har Angela Merkel efterfølgende udtalt, at hun sørger over de personer, der døde, fordi hjælpen var for langsom. Hun lover samtidig, at den nødvendige hjælp vil fortsætte, indvil vandet igen har lagt sig.

DMI: Tænk sig om, inden I rejser

Ifølge DMI vil weekenden og starten af næste uge igen byde på byger med regn og torden i store dele af Mellemeuropa.

- Det bliver måske ikke helt så voldsomt, som det de har haft det seneste stykke tid, men de har jo så meget i forvejen, så selv de mindste portioner af nedbør er jo ikke særlig godt, lyder det fra Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Flere af gaderne i det sydlige Tyskland og i forstæder til Paris er oversvømmet, og det betyder, at indbyggerne må sejle sig vej gennem byerne (Foto: AP).
Flere af gaderne i det sydlige Tyskland og i forstæder til Paris er oversvømmet, og det betyder, at indbyggerne må sejle sig vej gennem byerne (Foto: AP).
 

Derfor mener Thyge Rasmussen også, at man skal overveje situationen, hvis man har planlagt at tage et smut til enten Sydtyskland eller Paris.

- Jeg ville tænke mig om en ekstra gang, hvis jeg stod og skulle afsted. Det er ikke særlig rart at komme ned til så store oversvømmelser, siger han og fortsætter:

- Jeg har indtryk af, at forholdene i Paris i øjeblikket er temmelig kaotiske, og det samme gælder mange steder i Sydtyskland. Så allerede nu er det jo et problem overhovedet at tage derned.

34 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere