Dødstallet stiger efter tornado: - Vi har været meget heldige

Jenny Bullard og hendes forældre overlevede med nød og næppe en tornado i Georgia, USA

Jeff Bullard sidder i det, der engang var entreen til hans hjem. Bullard-familiens murstenshus blev ødelagt af en tornado tidligt søndag morgen lokal tid. (Foto: AP)
Jeff Bullard sidder i det, der engang var entreen til hans hjem. Bullard-familiens murstenshus blev ødelagt af en tornado tidligt søndag morgen lokal tid. (Foto: AP)

Dødstallet stiger efter flere voldsomme tornadoer i weekenden ramte den amerikanske delstat Georgia, hvor et kraftigt uvejr hærger.

Jenny Bullard, 19, fra Adele, Georgia, fortæller, at hun tidligt søndag morgen blev vækket ved, at en haglbyge hamrede løs på husets tag.

Kort efter kollapsede dele af murstenshuset, men hun fik reddet sig selv og sine forældre ud i sikkerhed, skriver Associated Press.

- Det er en forfærdelig tragedie, siger Jenny Bullard, der slap fra episoden med en kvæstet arm.

- Alle disse ting kan erstattes. Men vi kan ikke erstatte hinanden. Vi har været meget heldige, siger teenageren, mens hun leder efter personlige genstande i ruinerne.

Jenny Bullard sikrer sig et par støvler fra families ødelagte hjem. (Foto: AP)
Jenny Bullard sikrer sig et par støvler fra families ødelagte hjem. (Foto: AP)
 

Samtidig ramte en tornado en trailer-park i Cook County, hvilket har bragt det foreløbige dødstal op på 18 personer.

Myndighederne frygter, at der bliver fundet flere døde i ruinerne.

- Vi ved, der er døde, og mange kvæstede, siger Sedon Burns, der er chef for det lokale beredskab til Associated Press.

Se også: Så voldsom var tornadoen: Her er resterne

På amerikansk tv vises billeder af knækkede telefonpæle, væltede træer og ødelagte huse. Mange må overnatte i midlertidige evakueringscentre.

Tidligere mistede to personer livet, da et træ faldt ned over deres hjem i Berrien County i Georgia. I Mississippi kostede det farlige vejr fire menneskeliv lørdag.

Prince Kirkland fra Hattiesburg, Mississippi, overnatter i et evakueringscenter. (Foto: AP)
Prince Kirkland fra Hattiesburg, Mississippi, overnatter i et evakueringscenter. (Foto: AP)
 

Tornadosæsonen i USA begynder normalt først i løbet af foråret. Men også sidste år blev de sydlige delstater ramt allerede i vintermånederne.

USA's præsident, Donald Trump, lover hjælp til de berørte borgere.

- Tornadoerne er ondsindede og kraftige, og folk har lidt. Så vi hjælper staten Georgia, siger præsidenten fra Det Hvide Hus.

Søndag advarede den amerikanske vejrtjeneste, National Weather Service, om, at der kunne komme lange og intense tornadoer i området.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere