Annonce:
Annonce:

Dømt hærchef har hævet millionløn fra sofaen

Den nu tidligere chef for Hæren blev i maj dømt for blandt andet grov pligtforsømmelse og magtmisbrug. Men det har ingen indflydelse haft på hans lønseddel

Dommen til den tidligere hærchef lød i maj på 60 dages ubetinget fængsel. Han ankede dommen på stedet med krav om frifindelse. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Dommen til den tidligere hærchef lød i maj på 60 dages ubetinget fængsel. Han ankede dommen på stedet med krav om frifindelse. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Annonce:
Følg Samfund

Ved du noget om problemer i Forsvaret? Så kontakt Ekstra Bladets journalist på MR@eb.dk

Hans-Christian Mathiesen blev i oktober 2018 fritaget fra tjeneste og sendt hjem fra sit job som chef for Hæren.

Men selvom han har været sendt hjem på baggrund af alvorlige beskyldninger, som han i maj blev idømt 60 dages fængsel for, har han hævet 1,8 millioner kroner i løn.

Det viser aktindsigter hos Forsvaret, Ekstra Bladet har fået.

Her fremgår det, at den detroniserede hærchef først i marts i år gik ned i løn. På trods af, at han i maj måned blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, er hans løn ikke faldet yderligere, og der er således også tikket løn ind for august.

Annonce:

83.413 kr. om måneden
Set over hele perioden, hvor generalmajoren har været fritaget for tjeneste, har den detroniserede hærchef haft en gennemsnitlig månedsløn på 83.413 kroner.

Fra marts måned i år har hans løn i gennemsnit været 57.694 kroner eksklusive pension.

Fra strip til magtmisbrug: Forsvarets mange skandaler

Men det er ofte ikke den behandling, som menige soldater får, hvis de bliver sigtet af Auditørkorpset, fortæller Kurt Brantner, der er fungerende formand for soldaternes fagforening HKKF.

- Jeg kender ikke H.C. Mathiesens vilkår i detaljer. Men det er min oplevelse, at vores medlemmer bliver trukket i løn kort tid efter, at de er blevet sigtet for et strafbart forhold. Jeg har selvfølgelig en forventning om, at ledere og øvrige medarbejdere i forsvaret får samme behandling og vilkår, siger han.

Den nu dømte hærchef blev sigtet af auditørerne i januar 2019.

Artiklen fortsætter under boksen.

Det blev han dømt for

Retten i Viborg behandlede sagen mod den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen.

Han var tiltalt efter både straffeloven og den militære straffelov.

Han blev kendt skyldig i følgende:
 

  • Magtmisbrug og brud på straffelovens §155 ved at have ændret på optagelseskriterierne til Hærens Operations- og Føringsuddannelse, efter ansøgningsfristens udløb. Herefter blev H.C. Mathiesens kæreste optaget på uddannelsen, selvom hun ikke oprindeligt stod til at blive det.
     
  • Brud på den militære straffelov og pligtforsømmelse af særlig grov karakter ved at give sin kæreste adgang til sin arbejdsmail, hvor der lå mails med information, der alene burde være tilgængelig for Forsvarets ledelse.
     
  • Forsøg på at misbruge sin stilling som hærchef ved at forsøge at få en oberst til at ansætte sin kæreste i en stilling som major.

Han blev frikendt for:

  • Pligtforsømmelse af særlig grov karakter ved at have løjet for forsvarschef Bjørn Bisserup, da han benægtede, at han havde forsøgt at fremme sin kærestes karriere.
     
  • Han var også tiltalt for at få sin sekretær og en stabshjælper til at printe og tilskære bryllupsinvitationer til sit og kærestens forestående bryllup. Dette mente retten var en tjenesteforsømmelse.
     

Hans-Christian Mathiesen blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, men ankede dommen på stedet til frifindelse.

 

Annonce:

Steg i løn
Den tidligere øverstkommanderende i Hæren blev fritaget for tjeneste efter adskillige historier om nepotisme bragt frem af netmediet Olfi. Historierne gik hovedsageligt på, hvordan den 55-årige generalmajor forsøgte, og ifølge retten lykkedes med, at fremme sin kærestes karriere inden for Forsvaret.

Og den tidligere hærchef blev da også ved byretten i Viborg dømt for at have udøvet magtmisbrug ved at ændre optagelseskriterierne på den prestigefyldte Operations- og Føringsuddannelse, så hans kæreste kom gennem nåleøjet.

Kæresten er i dag H.C. Mathiesens kone, og hun stod ikke til optagelse på uddannelsen, før optagelseskravene blev ændret.

På trods af at være blevet sendt hjem fra arbejde i oktober 2018 og sigtet i januar 2019, steg generalmajorens løn ikke desto mindre i 2019.

I 2018 fik den tidligere hærchef således 1.059.389 kr. i løn, mens der sidste år trillede 1.076.088 kroner ned i lønposen. Dog indkasserede han ikke som i 2017 og årene før et betragteligt engangsvederlag.

Annonce:

Han beholdt imidlertid sin ’særlig feriegodtgørelse’ på lige over 16.000 kr., hvilket faktisk også var lidt højere end i 2018.

Kan beholde pension
H.C. Mathiesen ankede dommen på 60 dages ubetinget fængsel på stedet, og ankesagen starter ved Vestre Landsret 18. august. Hvad en eventuel stadfæstelse af dommen vil betyde for hans ansættelse, og dermed også hans løn, er uvist.

Skulle han blive afskediget, vil H.C. Mathiesen fortsat kunne gøre brug af sin opsparede tjenestemandspension. Han vil dog i så fald ikke kunne gå på pension som 63-årig, men må vente, til han når folkepensionsalderen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra H.C. Mathiesen, men han har ikke ønsket at medvirke. I stedet henviser han til sin advokat, der dog ikke er vendt tilbage.

Heller ikke forsvarsminister Trine Bramsen har ønsket at stille op til interview, og selvom Ekstra Bladet fik lov til at sende spørgsmål på mail, kastede det heller ikke meget lys over sagen.

Forsvarsministeriet: H.C. Mathiesen er stadig ansat i Forsvaret

Ekstra Bladet havde blandt andet spurgt forsvarsminister Trine Bramsen (S) om følgende:

Hvorfor har H.C. Mathiesen fortsat med samme løn (59.860 kr.) i både juni og juli måned, selvom han blev dømt for flere af tiltalepunkterne i maj, der resulterede i en dom på 60 dages ubetinget fængsel?

Synes ministeren, det er rimeligt, at han efter dommen i maj har fået udbetalt samme løn de følgende måneder, og burde han overhovedet have modtaget løn efter dommen?

Svaret fra ministeriet lød på disse spørgsmål:

'H.C. Mathiesen er stadig ansat i Forsvaret, hvorfor han fortsat modtager løn.'

En 'konkret vurdering'
Ekstra Bladet havde også spurgt:

Ifølge HKKF, så oplever deres medlemmer, de menige soldater, ofte at de bliver trukket i løn meget kort tid efter, at de bliver sigtet af auditørerne. Det betyder, at de går ned på 2/3 af deres løn, mens sagen verserer, oplyser HKKF. Hvorfor har man ikke fulgt den samme procedure med H.C. Mathiesen, der blev sigtet af auditørerne allerede i januar 2019?

Denne gang kom svaret personalestyrelsen:

'FPS (Forsvarsministeriets Personalestyrelse, red.) kan endvidere generelt oplyse, at der er nogle sager, hvor der sker suspension i forlængelse af, at en medarbejder sigtes for et strafbart forhold. Dette vil altid bero på en konkret og individuel vurdering.'

Slutteligt ville Ekstra Bladet gerne have haft svar på, hvorvidt ministeriet havde taget skridt til at ville afskedige H.C. Mathiesen efter dommen, samt hvilken konsekvens ministeren mente, at sagen, såfremt han ikke frikendes, skulle have for hans videre karriere i Forsvaret, hvis han ikke skulle fyres.

Men heller ikke det, har Trine Bramsen eller ministeriet ønsket at svare på.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Fedte-Frederiksen
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: