Døveforbund advarede om tolkemisbrug for fem år siden

Ifølge Politiken har døve misbrugt støtte til tegnsprogstolkning. Forbund mener, at det drejer sig om få

I mandagens udgave af Politiken kan man læse, at døve og tegnsprogstolke i årevis har fået udbetalt penge fra det offentlige for fiktivt arbejde.

Men allerede for fem år siden advarede Danske Døves Landsforbund Arbejdsmarkedsstyrelsen om, at der kunne været et problem, oplyser landsformand Lars Knudsen.

- Igennem årene har vi hørt forskellige rygter, der er gået på, at der muligvis er nogen, som snyder. Vi har tidligere gjort myndighederne opmærksomme på problemet.

- Det var helt tilbage i 2013, at vi sagde, at der var en risiko for, at der lå nogle huller i lovgivningen. Der valgte de ikke at gå videre med sagen, siger han.

Ifølge Politiken kan en døv og en tolk i samarbejde fakturere kommunen for tolketimer, som aldrig har fundet sted, ved at lyve om antallet af tolketimer.

Michael Skou Vestergaard, der er hørehæmmet, er en af dem, der har snydt. Han har fortalt sin historie til avisen.

Døveforbundet peger på, at der ikke før den sag har været beviser:

- Der har ikke været konkrete beviser eller dokumentation for denne påståede snyd, før sagen opstod. Og så er det svært for os at vide, hvordan vi skal gå videre med det.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har iværksat en undersøgelse på området, hvor der vil blive fremlagt resultater i august.

Det er døveforbundets opfattelse, at det drejer sig om få personer, som har snydt systemet.

- Vi vil gerne understrege, at der ikke er nogen domme.

- Det rammer døvemiljøet rigtigt hårdt. Der er utroligt mange døve, som er oprørte og chokerede over, at det her sker. Vi er bekymrede for, at det kan stemple alle døve som nogle, der snyder, siger Lars Knudsen.

Johanne Smerlov, formand for Foreningen af Tegnsprogstolke (FTT) mener ikke, at tegnsprogstolkene har kunnet kende til snyderiet, da det ikke er dem selv, som skal opkræve penge af kommunen for timerne.

- Det er ikke noget, som vi på nogen måde kan acceptere. Vi har intet med tolkebevillingerne at gøre, siger hun.

Desuden afviser hun, at foreningen kender til, at tolke skal have medvirket til snyd ved at lyve om antallet af tolketimer.

- Vi har ikke kendskab til, at folk skal have lavet kunstige opgaver. Det har vi ikke set bevis for eller noget mønster i, siger hun.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere